★★★★★☆
Forfatterinden Lydia Chukorovskaya var den første modtager af Andrei Sakharov-prisen for i årevis og med livet som indsats at have trodset det totalitære Sovjet. Det er hendes historie om enken Sofia, hvis søn pludselig bliver uskyldig dømt for statsfjendtlig virksomhed, der ligger til grund for den seneste forestilling på Verdens mindste teater.
Scenen finder man i kælderen under cafeen Salonen på Østerbrogade 222, men trods de beskedne forhold formår man endnu engang at servere stor kunst for et trofast publikum.
Teatrets kunstneriske leder Ulla Koppel har i en årrække formået af lade verdenslitteraturens klogeste kvinder få et dramatisk udtryk på Verdens mindste teater. Også denne gang har hun på forbilledlig vis formået at krystalisere originalteksten til en times monolog, hvor intet synes overflødigt. Som iscenesætter formår hun ligeledes at holde fokus hele vejen. Datteren Sara Koppel, der er en respekteret animator, bidrager frugtbart med fine tegnefilm, der ganske uproblematisk flettes ind i handlingen.
Den uforlignelige polskfødte skuespillerinde Bozenna Partyka tegnede i 2016 et uforglemmeligt portræt af Katharina den Store i Ulla Koppels "Jeg gik efter tronen – ikke sengen". Nu viser hun en hel anden side af sit store talent som en helt almindelig kvinde, der pludselig frarøves alt, hvad hun elsker.
Bozenna Partykas magiske stemme og kraftige accent emmer af mystisk og hemmeligheder, og så virker det aldeles ligegyldigt, at man ikke forstår alle ord. For skal folk med en fed accent ikke også have lov til at komme til orde på en scene, hvis de som her har noget væsentligt at formidle?
Bozenna Partyka er tilmed så udtryksfuld og facetteret i sit spil, at vi ikke føler, at vi går glip af noget. Vi både griner og græder undervejs, mens vi med bævende hjerte følger hendes rystende udvikling: Fra optimistisk livsstykke til mentalt forkrøblet kvinde, der sidder alene tilbage – fortvivlet og desperat.
Sofias livshistorie er en skræmmende påmindelse om, hvordan statstyranni rammer og lammer helt almindelige mennesker – og dermed stadig uhyggelig aktuel.
(Michael Søby)
