GØG & GOKKE

★★★★★☆

Verdens mest berømte komikerduo bestod af Stan Laurel og Oliver Hardy – på dansk kendt og elsket som "Gøg og Gokke". De indspillede et hav af sublimt morsomme kortfilm, der rent kunstnerisk kulminerede i 1934 med "The Music Box", som vandt en Oscar.

Filmen GØG & GOKKE ("Stan & Ollie") tager sin begyndelse i 1937, da deres popularitet toppede via diverse spillefilm og springer så frem til 50erne, hvor vi møder dem i Newcastle, hvor de har svært ved at fylde selv et lille teater. Gokkes helbred skranter og det er stadig tvivlsomt, om de kommer til at lave flere film sammen.

Steve Coogan og John C. Reilly ligner i forbløffende grad de to legender, og så formår de ikke blot at indarbejde Gøg og Gokkes særlige gestik i deres præstationer, men synes også at have fundet selve sjælen i dem begge. Steve Coogan modtog da også en Bafta-nominering for sit portræt af Gøg, mens John C. Reily fik en Golden Globe-nominering for sit spil som Gokke.

Også Shirley Henderson og Nina Arianda er vittige som deres hustruer, der forekommer at have ikke så lidt tilfældes med de lidet charmerende hustruer, de har i deres film. Nævnes bør ligeledes Rufus Jones og Danny Huston som henholdsvis deres agent og filmproducenten Hal med det sigende efternavn Roach.

Instruktøren Jon S. Baird udviser en udsøgt periodefornemmelse og genskaber ikke bare en æra, men en kulturform, man troede var glemt.

Verdens største komiske duo har endelig fået en hyldestfilm af format.