Instruktør og manuskriptforfatter & Angelo Tijssens medforfatter
Årets sensation på Cannes-filmfestivalen var den belgiske film GIRL, der deltog i den fornemme “Un Certain Regard”-sektion og endte med at blive festivalens største topscorer af priser.
Lukas Dhont, filmens instruktør og manuskriptforfatter, og hans medforfatter Angelo Tijssens tager imod på Det Belgiske Ambassade.
L: Jeg er uddannet på en filmskolen The Royal Academy of Fine Arts of Ghent, hvor man indtil det sidste år undervises både i at instruere dokumentarfilm og spillefilm, og det har helt klart været en fordel for mig. Da jeg søgte ind på skolen, var mit hoved fyldt af Hollywood-drømme, og jeg valgte netop denne filmskole i håb om, at den kunne berige mit perspektiv på film og derved gøre mine film bedre. Faktisk ændrede det hele min opfattelse af filmmediet, jeg opdagede blandt andet, at der var noget, der hed auteur-film.
Efter filmskolen var jeg meget bange for den ensomhed, der kan følge med at skrive en film alene. Jeg vidste, at jeg ville lave GIRL, men jeg vidste også, at jeg havde behov for en samarbejdspartner. Så jeg sendte mit treatment til Angelo i håb om, at skriveprocessen kunne blive en dialog fremfor en monolog. For mig er det den bedste måde at arbejde på.
Jeg kendte til alle aspekter af Angelos professionelle liv – som skuespiller, medforfatter til kortfilm og skuespil.
A: Jeg befandt mig i Sidney – på turné med et af de stykker, jeg har været med til at udvikle, da Lukas sendte mig en email. Tilfældigvis spiste jeg morgenmad med en af skuespillerne ved navn Charlotte (Vandermeersch). Hun var og er kæreste med den flamske instruktør Felix van Groeningen, som delte lejligheden med os efter en forgæves Oscar-nominering for “The Broken Circle Breakdown”, så jeg spurgte om, han kendte Lukas. “Ja, du skal helt klart møde ham, det var ham der instruerede “The Making of “The Broken Circle Breakdown”. Og sådan blev det.
Vores første møde foregik i Antwerben, men så tidligt på dagen, at det sted, hvor vi havde planlagt at mødes, var lukket. Vi fandt så et sted, der havde døgnåbent, men sad ved siden af en person, der hele tiden afbrød, så man kan ikke påstå, at vores første møde var ideelt.
L: Man lærer jo ikke hinanden at kende ved sådan et møde, men jeg fik indtryk af, at Angelo og jeg kunne kommunikere på samme niveau. At skrive sammen er til gengæld noget helt andet, det er i sagens natur konfronterende. Du tvinger hele tiden dig selv til at være i en sårbar situation.
A: Begge parter kommer ind imellem ikke bare med dårlige ideer, men også med forsvar for de dårlige ideer. Så man får virkelig lejlighed til at se ind bag kulissen hos hinanden.
Den fælles skriveproces begyndte i 2014 og strakte sig over 3½ år. Vi var ikke bange for at udvikle ideer og brugte også en del tid på ideer, som ikke kom med i den endelig film. Men vil ønskede at udforske mulighederne for derved at sikre, at vi ikke gik glip af noget. Det hjalp os ikke kun med hensyn til, hvad der skulle med, men lærte os i mindst ligeså høj grad, hvad der ikke skulle med.
L: Vi er netop påbegyndt et nyt projekt, og det gode ved at have samarbejdet før er, at vi er mindre høflige – mere direkte nu. Vi ved også, at det tager tid, førend alt falder på plads.
A: Lukas havde jo haft ideen til GIRL længe før, at jeg kom på banen og skulle også instruere filmen, så han havde på en måde to stemmer i processen, mens jeg havde een. Den kunne så til gengæld var højlydt.
L: Vi begyndte at caste halvandet år, før filmen skulle optages, for vi vidste det ville blive svært at finde en person, der både var så ung og samtidig så moden rent følelsesmæssigt. Vi vidste også, at vedkommende skulle kunne danse ballet på et meget højt niveau.
Vi så flere hundrede teenagere, og der var aldrig den intuitive fornemmelse af, at her var den person, der kunne bære en hel spillefilm. Så det virkede som en evighed, før vi fandt den rette. Mange var dygtige og bestemt velegnede til andre roller, men ikke den rigtige til at spille GIRL.
A: Vi var begyndt at føle os presset, ikke mindst på grund af filmens dansesekvenser, da de krævede lang prøvetid, inden filmoptagelserne kunne gå i gang.
L: Allerede efter de første prøver havde han stået øverst på vores lister. Da vi sad og så på Victor og da han dansede, opstod der noget magisk, så vi slet ikke kunne lade være med at kigge på ham. En følelse af, at her er den person, vi havde ledt efter.
Det kan man selvfølgelig ikke vide 100 procent med det samme, så du må efterfølgende afprøve. om han kan agere naturligt, når der er kamera på, og om han kan interagere med de øvrige skuespillere.
Victor og den skuespiller, der spiller hans far kom derfor hjem i min lejlighed, hvor de lavede mad sammen, og jeg kunne se, at de fungerede godt sammen.
Uden den rette præstation i centrum ville filmen intet være værd, så det var et stort øjeblik, da vi indså, at vi havde fundet det menneske, der kunne alt det, han skulle kunne.
A: Det lyder for godt til at være sandt, men sådan var det. Vi havde siddet en hel dag på en svedlugtende balletskole, og pludselig ser vi denne engel. Kun et halvt år før filmoptagelserne skulle gå i gang.
L: Victor har trænet til at blive klassisk balletdanser, siden han var barn. Med plan om at danse de store mandlige partier. Indtil videre. Jeg føler, at han er et af disse unge mennesker, der kan rumme alle sider af sin egen personlighed og seksualitet. Jeg føler, han er okay med at spille både mandlige og kvindelige roller.
Det er også det, filmen handler om. Balletlivet er stadig meget opdelt i mænd og kvinder, enten er man prinsen eller også prinsessen. Jeg ser Victor som en person, der udfordrer den norm – på sin vis ligesom Lara i filmen gør det. For mig er de meget ens med hensyn til hvad de står for.
A: Victor er naturligvis genert, han er jo også meget ung, men han er også ret cool, og jeg tror, han ved, hvad han er i stand til at gøre og hvordan han skal håndtere opmærksomheden. Han har det sjovt.
L: Debatten om repræsentation er en nødvendig debat, og det er godt, at vi er komme til et punkt, hvor vi kan tale om den slags. Jeg tror dog, at hver gang du skaber en rigid regel om, at man ikke må det ene og det andet, glemmer man, at det drejer sig om kunst – ikke matematik. Der er ingen regler og man kan ikke generalisere, men kun anskue hvert projekt for sig. Det gavner i al fald ikke at råbe. Enhver debat bliver radikaliseret og kører af sporet, når synspunkterne bliver fremstillet så sort/hvide. Vi har brug for nuancer og vi har brug for at anskue kunsten for hvad den er.
Jeg vil ikke forsvare mit arbejde ved at råbe. Det kan fra tid til anden virke ubehageligt, når nogen bruger den form, men vi står ved de valg, vi har taget.
Det gælder om at have en platform til Queer voices. Denne film er blot een stemme. Men det er en Queer-stemme, uanset om man er enig eller ej med dens udsagn. Derfor er det vigtigt at have en Queer-festival, hvor alle stemmer kan komme til udtryk – uanset om man fra festivalens side er enig eller ej i disse synspunkter. Udelukker man en film, udelukker man konversationen, og chancen for en frugtbar debat. Det ville være en skam for en festival, der påberåber sig at være talerør for alle stemmer indenfor Queer miljøet.
For vi har brug for flere Queer Voices og vi har brug for, at homoseksuelle skuespillere i højere grad får lov til at spille heteroseksuelle karakterer ligesom heteroseksuelle skuespillere skal have lov til at spille homoseksuelle karakterer.
(Michael Søby)
