★★★★☆☆
Der var dømt fransk tema i aftenens udgave af HÜBBERIET, balletsmesteren Nikolaj Hübbes brokkasse med små brudstykker af kommende attraktioner kædet sammen af en række alt for lange taler samt krukket nasal sang.
Det med de lange taler kan dog forsvares, da fænomenet bestemt ikke er ukendt i Frankrig, og da dansen denne gang var af høj karat, blev HÜBBERIET – trods den uklædelige og sprogligt fattige titel – en fornøjelse.
Aspiranter fra Den Kongelige Balletskole dansede “Pas de Sept” fra “Et Folkesagn” og herefter bød ensemblet på en ny lovende og meget morsom Sebastian Kloborg-koreografi med titlen “The Rest of the Best”. Den kunne godt fortjene et gensyn, selvom end ikke Hübbe havde en god grund til, at den skulle indgå i en fransk tema-aften.
Et uddrag fra genopsætningen af “Kameliadamen” lover godt. Den kun 19-årige Ryan Tomash tegner til at blive en overraskende moden Armand, mens Ida Praetorius afslørede mere temperament, end vi sædvanligvis ser i diverse ingénue-roller.
I aftenens afsluttende dans – Grand pas Classique – demonstrede J’amie Crandall og Jon Axel Fransson til fulde, hvorfor de regnes som Den Kongelige Ballets dygtigste dansere lige nu.
Frankofile Bjørn Bredal kom med nogle kloge pointer med hensyn til, hvorfor den politiske situation i Frankrig er værd at beskæftige sig med lige netop nu og Line Clausen gav en fin introduktion til maleren Degas og hans forkærlighed for danserinder (man kan p.t. bese et lille udvalg af hans henved 3000 danserinde-billeder på Glyptoteket). Sexologen Julie Jeune talte om det franske kærlighedsbegreb og sendte samtidig en kærlig hilsen til nyligt afdøde Master Fatman, der skulle have været en del af aftenens program.
Et enkelt nummer med den selvsmagende sangerinde Louise Alenius (“Bleu, Blanc et Rouge”) havde været rigeligt, men denne aften blev vi belemret med hele tre – inklusive marsaillaisen! – alle sunget i en slæbende kælen lille pige-stil. Bifaldet blev mærkbart mindre for hver sang, så intet under, at sangerinden så mere og mere trist ud.
HÜBBERIET fungerer bedst som appetitvækker, men vægten bør i højere grad ligge på dansen – ikke på ordene.
(Michael Søby)
