★★★★★☆
Få musikgenrer afspejler selve livet så tydeligt som countrymusikken. Men også indenfor countrymusikken findes, der flere forskellige retninger. Den sjælfulde som f.eks. Johnny Cash og John Denver var eksponenter for og den mere letbenede dansevenlige countrymusik, der bl.a. har begrebet "Linedance" på samvittigheden.
Disse to retninger tørner sammen på scenen i forestillingen om THE BEATROOTS: Et familieband, der lige har mistet sin mamma, og som ledes af to brødre med vidt forskellige holdning til bandets udvikling. Gradvist krakelerer det nydelige familieimage, og vi oplever fællesskabet gå i opløsning med de respektive kvinder på sidelinien.
THE BEATROOTS afspejler dermed også kønsrollefordelingen indenfor den traditionsbundne del af countrymusikken, og rent musikalsk kommer vi også vidt omkring fra Janis Joplin og Dolly Parton til Tammy Wynette og Kenny Rogers. Nye sange af stadig mere svingende kvalitet bliver også en del af repertoiret, inden det sammenbrud der synes uundgåeligt, førend nyt håb kan spire.
Scenograf Sir Grand Lear har omdannet Råhuset i Kødbyen til det perfekte venue for en countrykoncert og dramatikeren Line Mørkeby udviser stadig sans for gode replikker. Hun vover dristigt at gå linen ud til slut, men eksperimentet lykkedes, og skaber en uventet poetisk slutning.
Rolf Hansen giver tyngde og dybde til familiens nye overhoved, der til de andres frustration ikke blot har set lyset, men nu også favner træer. Rolf Hansen kan også synge country, så det går lige i hjertet. Jacob Teglgaard er hans spradebasse af en lillebror, en øretæveindebydende feel-good fyr, der nægter at respektere smerte og som trumler sit gode humør henover andre.
Christine Worre Kann er hans hustru, som tænder på, når han tager førertrøjen på og som selv imponerer sangligt ved flere lejligheder. Deres svigerinde, der på ingen måde har overvundet sin alkoholisme, spilles med autenticitet af Marie Louise von Bülow, som også bidrager positivt til forestilingen som komponist og kapelmester.
THE BEATROOTS er blevet endnu en sejr for Teatergrad og endnu en triumf for iscenesætter Pelle Nordhøj Kann, der tidligere på sæsonen hittede med en nordisk udgave af "Dødsdansen". Større spændevidde skal man lede længe efter i dansk teater.
(Michael Søby)
