★★★☆☆☆
Man bør overveje, om den forestilling, der p.t. kan opleves på Østrebro Teaters mindste scene Revolver, ikke i højere grad er en kunstinstallation end teater?
Det mest levende på scene er nemlig to kameramænd i rokokokjoler, der med velgørende ro som langsommelige billardkugler bevæger sig omkring på scenegulvet, mens de filmer publikum.
For det er i høj grad publikum – og publikumsrollen – der er i fokus i denne time, hvor intet tilsyneladende er, hvad vi tror.
På storskærmen på bagscenen projiceres publikumsbilleder op både som gruppebilleder og nærbilleder.
Vi spejler os i dem. Men er det os? Er en del af disse billeder ikke optagelser af et andet publikum, der regerer anderledes – mere ekstremt – end vi gør? Een skriger, een flirter med kameraet, nogen græder og nogen ryger.
Installationskunstneren Jesper Just, der stod bag den smågeniale danseforestilling "Interpassivities", får os til at forundres, til at sætte spørgsmålstegn til det, vi ser, og til at overveje vores egne rolle(r) som publikum: Hvordan reagerer vi egentlig? Eller måske snarere: Reagerer vi overhovedet?
Dermed kommer forestillingen ud over det navlebeskuende og indforstået, der desværre også hviler over projektet.
Forestillingens lydside pendler mellem ørevenlig musik til infernalsk larm, igen ekstemer for at udfordre vores rolle som publikum mest mulig. Hvornår har vi fået nok? En time er nok.
(Michael Søby)
