– DRONNING AF SKOTLAND
★★★★☆☆
Konflikten mellem Maria (Mary) Stuart og Dronning Elizabeth d. 1 spiller en ikke uvæsentlig rolle i "Den evige ild" på Bellevue Teatret, omend Friedrich Schillers drama "Maria Stuart" unægteligt går mere i dybden. Af de mange film og TV-versioner bør især fremhæves fremhæves Charles Jarrots "Marie Stuart, dronning af Skotland" fra 1971. Glenda Jackson var en formidabel Dronning Elizabeth og havde da også spillede rollen i en britisk mini-serie umiddelbart forinden. Men i filmen fik hun kvalificeret modspil af Vanessa Redgrave, der modtog en af filmens 5 Oscar-nomineringer.
Josie Rourkes MARIA STUART – DRONNING AF SKOTLAND måtte nøjes med to Oscar-nomineringer for kostumer og sminke, men er ikke desto mindre en imponerende produktion med en interessant tolkning af relationen mellem de to kvinder. Ifølge historiebøgerne mødtes de aldrig, men det finder filmens manuskriptforfattere en acceptabel løsning på.
Saoirse Ronan, som cphculture.dk kårede som årets skuespillerinde for præstationer i filmene "Lady Bird", "Den dag på stranden" og "The Seagull", leverer en lidenskabelig indsats som Maria Stuart, og kan ikke gøre for at nogle af hendes scener forekommer rigeligt melodramatiske. F.eks. forbliver det et postulat, at den ultrakonservative katolik Maria Stuart skulle udvise så stor forståelse for homoseksualitet, som hun gør i filmen. Smuk ønsketænkning, men forståelsen for datidens homoseksuelle var desværre uhyre begrænset.
Rent dramatisk har Margot Robbie en fordel via en uhyggelig foranderlig ansigtsmaske, der understreger den fysiske kontrast mellem disse to kvinder, og som får vores medfølelse med den stakkels Elizabeth til at vokse. Margot Robbies engelske accent står dog ikke mål men Ronans skotske, og Robbies vekslen mellem overklasseattituder og selvmedlidenhed giver ikke karakteren helt det format, som hun også skal have.
Flotte kamerature gør Skotland til aktiv medspiller og også musiksiden bidrager til et flot, underholdende og medrivende royalt drama. Filmens feministiske pointe virker en anelse påklistret, men en vis sandhed kan der godt være i, at de to kvinder ikke havde behøvet at være fjender, hvis den verden de levede i, ikke var domineret af mænd.
Under alle omstændigheder et personligt og frisk bud på historiske begivenheder, der selv i dag fanger og fascinerer.
