I disse måneder turnerer hele Danmarks Dario Campeotto landet rundt med sit anmelderroste 60 års jubilæumsprogram ledsaget af pianisten Micky Pless. Men faktisk var det allerede i 1949, at han for første gang stod på en scene. Det skete i KB-hallen, hvor han sang “O Sole Mio”, så ikke et øje var tørt.
Men det skulle gå ti år, inden Dario Campeotto fik sit egentlige gennembrud som voksen. Igennem flere år modtog han sangundervisning hos bl.a. Eskild Rask Nielsen, Jørgen Klint og den sønderjyske tenor Edi Laider. Det var her, han fik det gode råd: “Tonerne skal op og vende i hovedet, før de kan få klang.”
“Min operaelskende far var Fiat-forhandler og på denne tid (sidste halvdel af 50erne) kom der mange italienske musikere til Danmark. Min far servicerede deres biler til en favorabel pris og så kunne han godt finde på at sige: “Jeg har en søn, der kan synge. Må han ikke kigge forbi og give et nummer? ”
Og sådan gik det til, at en optræden på Restaurant Nimb i Tivoli førte til, at den unge Dario Campeotto blev prøvefilmet og fik en rolle i “Eventyrrejsen”. Det blev en for sin tid flot farvefilm instrueret af Ole Berggreen under sydlige himmelstrøg med et væld af kendte skuespillere på rollelisten: Bodil Udsen, Frits Helmuth, Jessie Ringdom, Annie Birgit Garde, Hannah Bjarnhof, Else Marie Hansen samt Grethe Frische, der selv havde været med til at skrive filmen.
“Hvis man havde haft et kamerahold med på busrejsen til Italien, havde resultatet været endnu sjovere end filmen!”
Dario Campeotto voksede op med en stor kærlighed til filmmediet. Allerede som barn havde forældrene haft ham med ind og se Fernandel-filmene om “Don Camillo” samt Vittorio de Sicas neorealistiske mesterværk “Cykeltyven”.
“Så småhulkede mine forældre af hjemve”.
Instruktøren Annelise Reenberg havde set “Eventyrrejsen” og sagt, at vi burde lave noget sammen, og da han så vandt det danske Melodi Grand Prix med “Angelique”, blev en ny komedie med Dirch Passer, Ghita Nørby, Ebbe Langberg i al hast omskabt til musikfilmen “Han, Hun, Dirch og Dario”, hvori også Gitte Hænning ydede en betydelig indsats.
Komponisten Sven Gyldmark skrev en del numre til filmen og flettede også nogle operaer ind i handlingen, så jeg måtte til at gå til sang igen, for at få tenoren frem igen. Manuskriptet blev udviklet undervejs, hvilket betød, at filmholdet nogen gange pludselig måtte holde en times pause med te og ostemadder, mens Annelise Reenberg og hendes stjerner fandt ud af, hvordan man kom ud af en aktuel blindgyde. Filmen og handlingsgangen blev jo mere og mere ambitiøs og kompliceret for hver ny sang fra Sven Gyldmark.”
Men succesen udeblev ikke.
“Det var et rigtig godt hold og Dirch var en meget kærlig mand, som jeg holdt meget af. Derfor var det en stor glæde for mig senere at modtage Revyernes Revys hæderspris i forbindelse med uddelingen af årets Dirch.
Dirch kunne også godt li’ mig. En dag, hvor jeg havde haft problemer med mine replikker, kom han op til mig og sagde: “Man plejer at sige, at børn og hunde burde forbydes adgang til filmoptagelser. Og nu kan man tilføje: Dario!” Men jeg fik selvfølgelig en stor krammer bagefter, for han ville lige sikre sig, at jeg godt vidste, at det var for sjov.
Dirch kunne også godt se hvilken vej, det gik med Ghita og mig”.
“Han, Hun, Dirch og Dario” var en film, der osede af kærlighed, og også privat havde den en stor betydning for mig. Det var på den film, at jeg mødte Ghita, som jeg fik min søn Giacomo med.”
Ghita Nørby havde filmdebuteret som Ladys stemme i Walt Disney udødelige tegnefilm om “Lady og Vagabonden”. Skæbnen ville, at da filmens soundtrack en del år senere skulle fornys, blev det med Dario på rollelisten som den syngende overtjener, der på romatiske vis kvæder den uopslidelige kærlighedshymne “Bella Notte” for “Lady og Vagabonden”.
“Det var på den tid kutyme, at en kendt dansk skuespiller skulle være en form for vært for en udenlandsk kollega, og sådan gik det til, at Ghita pludselig måtte tage sig af en ung amerikansk skuespillerinde ved navn Shirley Maclaine. Det faldt uheldigvis sammen med premieren på min første store musical-opgave i “The Pajama Game” på Odense Teater. Ghita undskyldte overfor Shirley Maclaine, at hun ikke kunne tage sig af hende denne ene aften, men Shirley Maclaine blev helt vild i varmen, for netop den forestilling havde været startskudet i hendes karriere, da instruktøren Alfred Hitchcock havde set hende i den og castet hende i gennembrudsfilmen “Hvem myrdede Harry?”
“Jeg vil bede om at komme med”. Og sådan blev det.”
Shirley Maclaine sad på første række og havde mange lovord om Darios præstation bagefter.
“Musicalen var ikke nogen stor sag som f.eks. “West Side Story”. men for mig var det et spark bagi.
Det var Volmer Sørensen, der fik skubbet mig i den retning. Han havde allerede i 57-58 sørget for, at jeg aflagde stemmeprøve i DR. Her kom jeg på hold med Grethe Sønck, Otto Brandenburg, Birgit Brüel og Katy Bødtger. Vi blev undervist af Otto Francker, og fik alle vor daglige gang i radiohuset.
Efter Grand Prix’et siger Volmer så til mig: “Nu skal du holde fast i, at du har et sangtalent som ikke så mange har i vore dage. Du skal musical-vejen. Til næste år skal jeg lave “The Pajama Game” på Odense Teater og du skal være med.”
“The Pajama Game” blev blot een af Dario Campeottos mange musical-succeser.
På Amager Scenen triumferede han som en rank og velsyngende Von Trapp overfor en strålende Anne Herdorf i Jan Hertz’ stilsikre iscenesættelse.
“Jeg har altid skelet lidt til Von Trapp i “The Sound of Music”, for han er sådan en autoritativ person.”
Også karakterrollen som den gamle jøde i “Cabaret” fik Dario Campeotto lov at prøve kræfter med.
“Fredericia Teater havde egentlig bestilt en anden musical hos to sangere, men den var ikke blevet færdig, og så ringede de til mig, og sagde: “Vi vil lave “Cabaret” og har så godt som en aftale i stand med Birthe Kjær. “Det lyder sgu godt”, svarede jeg selvfølgelig, hvorefter de ringede til Birthe Kjær og sagde det samme. Og vi hoppede i begge to, for vi holder meget af hinanden, og vi kunne godt se, at det var en god ide, og fandt først senere ud af, at vi var plumpet i begge to. Det blev heldigvis også en dejlig oplevelse. ”
“Jeg har også fulgt med i hele udviklingen bag “Seebach”-forestillingen, fordi min familie og jeg kender drengene. Vi boede på Drosselvej – lige overfor Seebach-familien. Vores børn Claudia og Filippo er nogenlunde jævnaldrende med Seebach-børnene, og min kone Gertrud er slyngveninde med Karen (Seebach).”
Dario Campeotto synger også “Du’ det dejligste jeg har” (en af Seebachs smukkeste sange) i sit jubilæumsshow, som cphculture.dk gav topkarakter for nyligt.
“Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle synge den, men det skyldes faktisk fænomenet Mickey Pless, der griber situationen, da jeg pludselig er ved at løbe tør for mundvand, da jeg taler om Tommy. Så begynder han at spille og så ved han godt, at jeg griber den. Den passede så fint ind der, og nu er den blevet en fast del af programmet.”
Garvede revyforfattere som Rasmus Krogsgaard og Leif Maibom har ligeledes skrevet nogle nyere tekster specielt til ham. For det er ikke kun musicalen, men også revyen, der har nydt godt af Dario Campeottos alsidige talent.
“Dan Christophersen var kunstnerisk leder af Sans Souci i Kolding. Han havde set mig en musikalsk Max Hansen-forestilling, hvor jeg spillede overfor Ole Søltoft. Og så kontaktede han os og sagde: “Jeg vil ha’ jer to”. Det blev for mit vedkommende til 5-6 år i Kolding.
Sans Souci var oprindeligt et varitéshow med artister og på et tidspunkt var der også aber, men Dan Christophersen fandt ud af, at det gik ikke mere, og så fandt han på at engagere to skuespillere som konferencier, så det ikke bare hang på een. Siden hen, da Ole Søltoft stoppede, blev jeg kunstnerisk leder, som skulle engagere to-tre skuespillere og en ballet. Så blev Jan Schou min nye makker og vi havde det også så fornøjeligt sammen.”
En række andre af tidens store navne slog deres folde på Sans Souci bl.a. Elga Olga, Kai Løvring, Gotha Andersen og Susanne Jagd.
Også som operetteskuespiller har Dario Campeotte fejret triumfer – ikke mindst i “Sommer i Tyrol” på Amager Scenen, og han medvirkede også i den danske filmversion af “Flagermusen” overfor bl.a. en elegant Grethe Mogensen. Filmsange som “Pour toi, ma chérie” (fra “Peter’s baby”), “Du” (fra “Min kones ferie”) og “Du er så smuk med havet som baggrund” (fra “Flyvende Farmor”) har ligeledes et trofast publikum og snart kan man nyde den 80-årige Dario Campeotto i en splinterny film af Wicke og Rasmussen.
“De er så bedårende de to – og så har vi det så sjovt sammen – bl.a. fordi vi har en fælles svaghed for gamle biler. Så der var sympati med det samme, da vi lavede “Flyvende farmor” med bl.a. Jytte Abildstrøm og Daimi. “Een sang til, og det er en musical”, skrev en anmelder, og han havde ret! Vi fik den ene gave efter den anden af komponisten Poul Hallberg, der også har lavet en sang til mig til den nye film “Gooseboy”, der får premiere 1. oktober.”
Jo, Fiat-forhandlerens søn har sandelig opnået – og oplevet – en del. Heldigvis har både han og vi stadig noget til gode.
