BØNDERNE

★★★★★★

Dorota Kobiela og Hugh Welchman opnåede en European Film Award for årets animationsfilm via deres blændende Van Gogh-portræt, “Loving Vincent”, verdens første oliemalede film med spillefilmslængde.

Nu har de kastet sig over Wladyslaw Stanislaw Reymonts BØNDERNE, der indbragte forfatteren Nobelprisen i litteratur. Reymont fik allerede i 1975 sit værk “Det forjættede land” filmatiseret af den Oscar-belønnede instruktør Andrzej Wajda.

BØNDERNE fremstod som et meget personligt projekt for den store forfatter, der selv var vokset op i et lignende miljø. Værket bestod af fire bind, der udkom i årene 1904-1909, og afspejlede årstidernes skiften med titler som “Høsten”, ”Vinteren”, ”Våren” og ”Sommeren”.

Filmen BØNDERNE bibeholder en lignende struktur, og vi får fra starten følelsen af at træde ind i et bevægeligt renaissance-maleri. Det medrivende episke slægtsdrama giver samtidig et portræt af bøndernes livsvilkår og datidens ulige kønskamp. Sammenligninger med danske klassiker som “Ditte Menneskebarn” og “Pelle Erobreren” (begge af eksempelvis Martin Andersen Nexø) ligger således ligefor.

Den kvindelige hovedkarakter Jagna fremstilles af den relativt ukendte Kamila Urzedowska, mens hendes elskede Antek spilles af Robert Gulaczyk, der også lagde stemme til Van Gogh i “Loving Vincent”.
BØNDERNE var Polens officiele Oscar-kandidat i kategorien bedste international film, og havde afgjort fortjent at være med i Oscar-ræset i kategorien for de lange animationsfilm.

At filmen nu kan nydes i de danske biografer er vidunderligt, og for selv om den stille krav til publikums koncentration, er den en fryd for både øje og sind.