★★★★★☆
Selvom BARSELSTUEN 2.0 i høj grad er blevet solgt på Ludvig Holbergs navn, så figurerer hans navn end ikke på programforsiden. Det virker dog indlysende, at Kirstine K. Høgsbros tekst er en bearbejdelse af "Barselstuen", en tidlig Holberg-komedie. I hendes version bliver det ikke blot et stykke om en hanrej mand, men også en historie om tidens store dårskab: Selvrealisering.
Søren Sætter-Lassen spiller ikke Holbergs paranoide Corfitz, men derimod en selvfed skuespiller ved navn Søren (…) , der står foran at skulle spille rollen som Corfitz på Det Kongelige Teater. Sætter-Lassen yder selvfølgelig en virituos indsats – især når han inddrager regibemærkningerne. Vi har dog efterhånden set ham spille selvoptaget en del gange. Det vil givet klæde Sætter-Lassen, hvis han snart påtog sig en rolle, hvor han ikke hele tiden følte, at han skulle stjæle scener. Men sjov er han skam.
Det er dog Tina Gylling Mortensen (festligt kunstnerisk påklædt af Astrid Lynge Ottosen), der som hans rapkæftede selvmedlidende og ikke mindre selvcentrerede svigermor får salen til at boble af latter. Svigermoderen er den første til at bebrejde andre deres opførsel overfor handikappede og indvandrere, men har bestemt ikke noget at lade nogen høre på de fronter.
Nikolaj Kopernikus’ optimistiske kørestolsbruger kan man nu kun holde af, og det samme gælder i grunden hans pessimitiske kæreste gestaltet af Rikke Bilde, begge uden nogen forfængelighed. Vi bemærker også Stanley Baker som velskabt overbo, der hele tiden vil låne æg… Intet under, at Søren bliver jaloux.
Men hele holdet sprudler i Moqi Simon Trolin iscenesættelse, og hverken Christine Gjerrulff eller Ida Cæcilie Rasmussen kan gøre for, at de bliver henvist til roller som skringre kvinder. Der trues med død og ødelægggelse bl.a. i form af en klimakatastrofe, men så er det da godt, at man har en stuebirk, som man kan tappe ilt fra. Og således opkvikkede forlader vi Skuespilhuset – i taknemmelighed over, at spillelysten nu synes at være tilbage på Det Kongelige Teater.
