Sam Taylor-Johnson er ikke blot gift med den kommende James Bond Aaron Taylor-Johnson, men er også en succesfuld filminstruktør. Gennembruddet kom med den kunstnerisk interessante “Nowhere Boy”, der havde Aaron Taylor-Johnson i en bemærkelsesværdig præstation som John Lennon. Senere solgte hun sin sjæl til Hollywood som instruktør på den fade “Fifty Shades of Grey”, men nu er hun tilbage med en sober og fin film om Amy Winehouse.
Man troede ellers, at man havde fået alt at vide om den afdøde britiske sangerinde efter den Oscar-belønnede dokumentarfilm “Amy”, men spillefilmen BACK TO BLACK giver et nyt indblik i hendes langt fra uproblematiske relation til narkomanen Blake.
Marisa Abela yder en imponerende indsats i rollen som Amy, og er forbløffende god i de mange sangnumre, som hun selv lægger stemme til. Man kan mene, at Marisa Abela er mere nydelig end Amy var, og at man ved at udelade scener, hvor hun indtager narko og ikke kan gennemføre koncerter i for høj grad forsvarer Amy. Men Sam Taylor-Johnson vælger blot at antyde disse elementer og fokuserer i stedet på den kærlighedshungrede Amy, der kommer i et usundt forhold til den karismatiske Blake.
Det forstår man sådan set godt, for Jack O’Connell spiller ham uimodståeligt charmerende, og selvom man givet kan bebrejde hans Blake for at introducere Amy til hårde stoffer, så er det på den anden side Blake, der sætter en stopper for hans og Amys destruktive forhold. Men desværre for sent.
Nævnes skal også den vidunderlige karakterskuespillerinde Lesley Manville (der blev Oscar-nomineret for sin birolle i Daniel Day Lewis-filmen “Den skjulte tråd” samme år som hendes mand vandt en Oscar for at spille Winston Churchill. Mange husker hende også for at spille prinsesse Margaret i sidste runde af “The Crown”, men hun lyste også op som titelrolleindehaver i komedien “Mrs. Harris Goes To Paris”. I BACK TO BLACK bevæger hun som den sygdomsmærkede bedstemor, der lærer Amy at elske jazz. Også Eddie Marsan gør en fin figur som Amys godmodige fader.
BACK TO BLACK fremstår som en stilfærdig hyldest til mennesket Amy – og i særdeleshed til sangerinden. Den svælger ikke i nedturene, men erkender snarere, at Amy blev stadig dårligere til at passe på sig selv.
