★★★☆☆☆
Carl Erik Soyas PARASITTERNE hører blandt de mest slidstærke danske teaterklassikere. Den kulsorte humor og det stadig mere kyniske verdenssamfund har ikke gjort teksten mindre relevant, og ideen med at koble sidste års modtager af Teaterkatten, den unge talentfulde instruktør Sargun Oshana med et af hovedværkerne i dansk dramatik er som udgangspunkt spændende.
Forestillingen har fået en spektakulær indpakning af scenografen og kostumedesignern David Gehrt, der har reduceret Gruesens hjem til et dukkehus formet som en værktøjkasse, som vi lidt efter lidt får lov til at kigge ind i.
"Hår" betegnes i ungdommelige kredse som "garn" og det har David Gehrt taget bogstaveligt, således at alle de medvirkende ligner dukker i familie med Lotte fra DRs gamle børneudsendelser. Hr. Gruesens frisure minder tilmed en del om Donald Trumps.
Men hele herligheden virker påklistret. Hvor ville man ønske, at Sargun Oshana i højere grad havde stolet på teksten, som dog overlever – selv i denne indpakning.
De unge generationer er sat til at overspille fælt – i forsøg på at trænge igennem deres umulige kostumer? – men det ekstreme ydre passer i grunden bedst til rollen som Miss Olson, som Nanna Buhl Andresen dublerer professionelt for Hanne Windfeld.
Som Gruesen er Kim Veisgaard næsten for gemytlig – fanget et mærkværdigt sted mellem en lidt for snu forretningsmand og en pinlig amerikansk præsident.
Men Bodil Jørgensen finder ind til smerten i den forkrøblede Fru Gruesen, der er blevet invalidet af et langt kærlighedsløst liv med en dominerende pengegrisk mand. Det er i denne Me Too-historie fremfor i den kluntede politiske satire, at denne opsætning af PARASITTERNE har sin største kvalitet.
(Michael Søby)
