★★★☆☆☆
Koreografen og danseren Bobbi Jene fik en del opmærksom i Danmark sidste år, da den noget overvurderede danskproducerede portrætfilm om hende havde premiere. Nu kan man så opleve hendes samarbejde med Corpus i Det Kongelige Teaters prøvesal A – skråt over for indgangen til Stærekassen. Det er ikke uinteressant, men ganske vellykket kan man heller ikke kalde forestillingen.
Bobbi Jene er meget optaget af følelser. De store følelser. Vi ser det på scenen, når både koreografen og yogainstruktøren komanderer rundt med de tillidsfulde dansere, der tilsyneladende blot forsøger at gøre, hvad de bliver bedt om, så godt som muligt. En meget forenklet verden, som i Bobbi Jenes koreografi ikke undgår at virke selvoptaget. Dans om dansere.
Vi oplever danserne i ekstremt udsatte situationer – nøgne og mere eller mindre hysteriske. Størst indtryk gør grækeren Yiannis Logothetis under et råt interview og i en sanselig nøgendans med Hazuki Kojima som ligeværdig partner.
Nysgerrigheden rent koreografisk har Bobbi Jene, men man savner det visuelle overskud, der kendetegner eksempelvis Dimitris Papaioannous værker, og som ofte bidrager til at fortælle en større og mere relevant historie, end den vi får her.
(Michael Søby)
