JØRN UTZON:

MANDEN OG ARKITEKTEN

★★★★☆☆

Selvfølgelig skal der laves en dokumentarfilm, Danmarks verdensberømte arktitekt. Og man må sige, at Lene Borch Hansen og Anna von Lowzow slipper godt for opgaven, selvom en mere kritisk holdning til hovedpersonen ville være mere i dansk ånd.

Nu får vi i stedet en kanonisering af det miskendte geni, som australierne tilsyneladende var for dumme til at værdsætte, mens de havde ham, og som danskerne gav en smålig behandling, da han vente hjem som en slagen mand.

Deri er der givet nogle store sandheder, men man savner en større uddybning af, hvilke fejl hans modstandere syntes, at han havde. Vi hører dem kun refereret, mens hans elskede familie og nærmeste samarbejdspartnere alle har lutter lovord om denne både flotte og prægtige mand.

Vi hører fra børnene om alternativ børneopdragelse, hvor det er tilladt at tegne på vægge og leje med sand indendøre. Og vi aner en sanselig tilgang til arkitekturen baseret på en kærlighed til det maritime.

Ingen tvivl om, at Jørn Utzon var en verdensmand, der i sin kone havde en loyal og kærlig støtte.

Vi aner også en form for soning i forhold til Australien og i særdeleshed til Operahuset i Sidney efter en ny generation i højere grad har forstået at værdsætte hans indsats for byen. Inden sin død nåede han også at blive kontaktet af Sidney Opera House med henblik på at realisere nogle af hans oprindelige planer for Operaens indre. Utzon blev som bekendt fyret og fik aldrig lov til at færdiggøre sit livsværk, og det kom han sig aldrig rigtig over – hverken manden eller arkitekten.

JØRN UTZON: MANDEN OG ARKITEKTEN er blevet et klassisk smukt eftermæle med klare visuelle beviser for Jørn Utzons genialitet.