★★★★☆☆
For nogle år siden gjorde instruktøren Rune David Grue et spøjst forsøg på at dramatisere Arthur Schopenhauers filosofiske værk "Kunsten altid at få ret" i Skuespilhuset. Slet ikke nogen tosset ide, fordi der allerede lå en form for dialog til grund for værket, som blev serveret som verbal boksekamp uden nævneværdige kulisser.
KUNSTEN AT VÆRE LYKKELIG på Edison er ikke nær så oplagt at skabe en teaterforestilling ud fra, fordi man selv må opbygge historierne ud fra Schopenhauers 50 gode råd. De udgør tilsammen selve forudsætningen for en tålelig tilværelse.
Alligevel er der kommet en bedre forestilling ud af det – godt hjulpet af nogle stærke skuespillerpræstationer.
Ena Spottag er forestillingens forrygende dynamo. Vi glemmer ikke hendes prisbelønnede præstation i "Glasmenageriet" på Folketeatret foreløbig, men her er hendes kropssprog ekspressiv og hendes temperament alt andet end resignerende. Skøn er scenen, hvor hun på alsidig vis får vokalt afløb for de lykke-billeder, som andre poster på nettet. Og med vidunderlig selvironi illustrerer hun Schopenhauers leveregel om det vigtige i at have realistiske mål – ved at iføre sig en alt for lille skjorte.
Anders Mossling har livstrætheden i sit væsen og behøver egentlig ikke gøre så meget for at udstråle vedvarende tristesse. Han har tilsyneladende filmet lidt for længe i Sverige, for hans semi-danske sprog forekommer ikke altid lige tydeligt og også rent fysisk får vi færrest udtryk fra ham, hvilket i længden keder.
Nicolai Dahl Hamilton, der tidligere har prøvet kræfter med "Den unge Werthers lidelser", viser også her en sans for den store smerte. Desperationen i blikket bliver stadig mere intens, jo længere tid der går, og gennem ham erfarer vi, hvor svært det egentlig kan være at give afkald på urealitiske drømme.
KUNSTEN AT VÆRE LYKKELIG fremstår som en ganske velspillet forestilling, der finder den svært balance mellem humor og alvor – udgangspunktet taget i betragning.
(Michael Søby)
