DEN SIDSTE GUD

★★☆☆☆☆

Årets sidste forestilling tager os med på et tilsyneladende lægeløst hospital, hvor diverse kvinder er indlagt på samme afdeling – med kronisk maveonde, blødende øjne eller et par børn i maven.

Dramatikeren Alexandra Moltke Johansen tager tilløb til en kultur social satire, men stykkets handling kommer aldrig ud af stedet. Ann Hjort har ellers nogle lovende dramatiske udtryk, men henvises konstant til klage og klynk. Blindhed gør åbenbart Iben Donners patient så drønliderlig, at hun må befamle og bestige alle, hun kommer i nærheden af. Linnea Voss har styrken til at påtage sig det personificerede moderskab, men svigtes fatalt på manuskriptplan.

Et par sært manierede sygeplejersker skjuler ikke så lidt af en hemmelighed, men et forsøg på at retfærdiggøre titlen virker påklistret og i sidste ende temmelig søgt. Sjældent er et ellers prisværdigt forsøg på kvindeglorificering faldet så tungt til jorden som her.

Iscenesætter Mads M. Nielsen bidrager primært med musikalske klicheer fra gyserfilm, mens scenografen Gøje Rostrup desværre ikke kan stille meget op med nogle kedelige hospitalsskærme.

Fra tid til anden slår pigerne over i sange fra Boyband’ernes gravkammer, men det sker aldeles ufikst og uden den nødvendige konsekvens. Fra film og serier som "Pennies from Heaven" og "The Singin’ Detective" ved vi, at skift fra et dramatisk til et musikalsk univers kan fungere både opløftende og medrivende, hvis kontrasterne vel at mærke er på plads. Det er de kun sjældent. Og de nye musikalske arrangementer virker så unspirerende, og kun i et par tilfælde fungerer sangteksterne som kommentarer til den umorsomme handling.

Trist, hvis dette virkelig skulle være det bedste, man kan tilbyde en flok kvindelige skuespillere, som vi ellers ikke ser for meget til. Der er derfor god grund til at ønske godt nytår til alle de stakkels medvirkende – herefter kan det kun gå fremad!