★★★★☆☆
Indenfor det kommercielle animationsfilm-univers hører SPIDER-MAN: INTO THE SPIDER-VERSE blandt de mest originale, vi har set i år. Ligesom “Black Panther” blev den første økonomisk succesfulde superhelte-film med en afro-amerikaner i hovedrollen, er SPIDER-MAN: INTO THE SPIDER-VERSE den første animationsfilm med en afro-amerikansk dreng i hovedrollen. Her oplever vi en fornyelse af Spider-Man-myten – designet til at udvide “White America”-målgruppen.- uden at man glemmer originalen.
Man har til det dynamiske lydspor derfor gjort en dyd ud af at hyre afroamerikanske skuespillere til markante roller inkl. Shameik Moore som den nye Spider-Man alias Miles Morales.
I Danmark vælger man at gå en anden vej og hyrer Lue Dittmann Støvelbæk til titelrollen og hans forældre Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæk til at spille forældrene. En sød ide, der dog går imod filmens overordnede budskab, uanset hvor mange farver den lille skuespillerfamilie måtte have i replikkerne.
Nostalgiske biografgængere behøver ikke at være nervøse – den gamle Spider-Man er skam også med – muntert indtalt af Nikolaj Lie Kaas.
Effekterne – også på lydsporet – er imponerende, men måske er der for mange af dem? En rap klipning kan nemt blive for hektisk, og det gavner faktisk hverken filmen eller publikum. Men så er det godt, at der snart er premiere på animationsfilmen “Ulvehunden”, hvor man får en hel anden rolig tilgang til den animationskunst, der er i rivende udvikling i disse år – også i Danmark.
Soundtracket til det nye Spider-man er naturligvis supercool, men bliv siddende under rulleteksterne, så du ikke går glip af årets mest gakkede julesang på film. Her finder man lidt af det lune denne tekniske opvisning godt kunne have brugt mere af.
Filmen er nemlig temmelig dyster og ret uhyggelig, og man bør tage aldersgrænsen på 11 år alvorligt, hvis man er en god forældre.
