★★★★★★
Af alle de store amerikanske dramatikere fra forrige århundrede er Tennessee Williams den der har begået flest livsduelige stykker. KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG, der ligesom "Omstigning til paradis" indbragte Tennessee Williams en Pulitzer-pris, hører afgjort blandt hans allerbedste. Måske kun overgået af det Tony-nominerede mesterværk "The Night of the Iguana", der besynderligt nok aldrig har været spillet i København – trods en Oscar-belønnet filmatisering af John Huston.
Også KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG blev en filmklassiker takket være Elizabeth Taylor, Paul Newman, Burl Ives og instruktøren Richard Brooks. Men den homoseksualitet, der kun kunne antydes i en Hollywood-film fra 50erne, forekommer mere udtalt i sceneversionen.
Det gælder også i Minna Johannessons helt forrygende iscenesættelse, der udspiller sig i en let genkendelig amerikaniseret verden, hvor Europa fremstår som et ophørsudsalg og hvor børn for enhver pris skal ses og høres i familietyraniets tegn. Det betyder ikke blot, at de aldrig får ro til omtanke og refleksioner, men også at de på ofte grotesk vis får lov til at invadere de voksnes intimsfære.
Ingen rammes hårde af dette end det barnløse par Maggie og Brick. De har ellers nok at slås med, da Bricks drikkeri har taget til efter hans særdeles nære ven Skipper er død. Maggies desperation er så udtalt, at hun må flå badehåndklædet af sin mand blot for at få lov til at se ham nøgen.
Sammen med Bricks bror og svigerinde er de samlet på familiens ranch for at holde fødselsdag for familiens overhoved Big Daddy. Hvad hverken Big Daddy eller hans undertrykte viv Big Mamma ved, er at Big Daddy skal dø.
I Madame Nielsens flænsende ondskabsfulde oversættelse bliver KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG et skræmmende morsomt familiedrama om griskhed i alle dens afskygninger.
Der er i den grad saft og kraft i Johanne Louise Schmidts Maggie, der for længst har opgivet al elegance for at klare sig i en mandeverden og som kæmper indædt for den mand, hun elsker (disillussioneret spillet af Patrick Baurichter).
Kønnenes magtfordeling opleves i historisk perspektiv i forholdet mellem Big Daddy og Big Mamma med Olaf Johannessen som den skånselsløse patriark, der fra tange kår på vejen mod sine mål giftede sig med en kvinde, han ikke elskede. Ditte Gråbøl har aldrig været bedre end som Big Mamma – en rolle der ofte er blevet negligeret urimeligt i opsætninger af KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG, men som her bliver et smerteligt vidnesbyrd om generationer af kvinders livsvilkår.
Christian Friedländers scenografi understreger på forunderlig vis det familiekaos, der ofte skjuler en higen efter kærlighed. Minna Johannessons iscenesættelse er nær ved at kamme over, når svogeren og svigerindes aflytningsforsøg bliver lige lovlig farceagtige. Svigerindens sanglige rivalisering med Maggie er dog et skønt billede på kampen om opmærksomhed. Kitt Maiken Mortensen og Mikkel Arndt forsvarer da også det børneproducerende par tappert, for også dette par vil i grunden bare elskes.
Minna Johannesson strammer grebet til slut og løser den vanskelige slutning forbilledligt ved at lægge Tennessee Williams egne ord om alle disse kærlighedshungrende skabninger i munden på Maggie, som i sidste ende bliver vor helt. For hun får os til at se, at vi må kæmpe for kærligheden – også selvom kærligheden ikke nødvendigvis overvinder alt. Men ved nænsom omgang med vore medmennesker kan hun og vi i det mindste ane håb om den eneste sande form for lindring i en ubarmhjertig verden.
(Michael Søby)
