★★★☆☆☆
Der er noget kært og godmodigt over julens bedste danske filmtilbud til de danske børnefamilier, der klart overvinder dens tekniske begrænsninger. Indholdmæssigt er den faktisk også progressiv og slår et slag for kvindelige julemænd – eller rettere: Julekvinder!
Pigen Lucia (seje Ella Testa Kusk) drømmer nemlig om at blive optaget på julemandsskolen, men for at få lov skal hun bestå en vanskelig opgave: Hun skal opfylde drengen Alberts største juleønske, men da hans far er syg, ønsker han allermest, at hans far må blive rask. En uoverkommelig opgave for en lille pige, ville mange sikkert tro, meeen man skal ikke undervurdere den lille Lucia.
Martin Buch og Mia Lyhne agerer Lucias ikke alt for kvikke forældre og Peter Sejer Winther gør Viborg-drengen Albert troværdig med sin charmerende jyske dialekt.
Ulf Pilgaard og Nicolaj Kopernikus forekommer velplacerede som henholdsvis rektor og den grumme Gorn, Mette Horn fremstår herlig grotesk som Krampus og Kristian Halken synes næsten rørende som den blinde Litteramus. Julie Agnete Vang tegner et sødt portræt af Alberts mor og Marianne Høgsbro morer i en kort sekvens som seriøst arbejdende strikkelærerinde.
Christian Dyekjærs uprætentiøse instruktion understreger det umiddelbart tilgængelige i Uffe Rørbæks manuskript. Halvanden time virker som passende længde ter til den denne hyggelige julefilm, der nok skal gøre lykke hos de familier, der er blevet mæt af effektjageriet i de amerikanske børne- og ungdomsfilm.