★★★★☆☆
Instruktøren Laetitia Carton inviterer til bal. Ikke den fine og fornemme Ballroom-dans i sofistikerede omgivelser, men bal i forsamlingshuset i forbindelse med en større danse-festival.
En hel ny verden åbenbarer sig ude på landet, og i generationer har disse baller haft eksistentiel betydning for beboerne. En mulighed for at møde nye mennesker og en mulighed for en anden form for kontakt end den man får i sit arbejdsliv.
Folkemusikken udgør grundpillen i disse baller, men også den har udviklet sig og der er også kommet flere farver på dansegulvet og blandt musikerne. Det betyder tilsyneladende også flere unge, og man glæder sig ligeledes over den aldersmæssige sprædning, der findes på dansegulvet.
Selv hvis man har det svært med harmonikamusik og folkedans, er det umuligt ikke at blive berørt af denne hyldest til danseglæden og dens værdi for de dansende. Vi hører dem fortælle om glæder og ængstelser i forbindelse med ballerne, mens vi ser livsglæden blomstrer på dansegulvet.
Laetitia Carton bliver også revet med på manuskriptplan og sviger sig mod slutningen til lyriske højder, hun ikke ganske magter. Men selv når et enkelt trin eller to svipser, så kan det alligevel godt blive en dejlig dans. Og LE GRAND BAL er en af den slags invitationer, man skal turde sige ja til.
Filmen er tilmed månedens dokumentarfilm i Cinemateket, så man behøver slet ikke at tage helt ud på landet og undgår tilmed at få ondt i fødderne.
