SHOPLIFTERS

★★★★★★

Kore-eda Hirokazu befæster sin position som Japans fremmeste filminstruktør med den guldpalme-belønnede SHOPLIFTERS. Et stort og rørende komedie-drama om en familie, for hvem butikstyveri og anden form for svindel er blevet en levevej.

Der spilles hjerteskærende godt i samtlige roller, og man undrer sig ikke over, at SHOPLIFTERS har været en kolosal publikumssucces i sit hjemland.

SHOPLIFTERS samler alle Kore-eda Hirokazus største kvaliteter: Den visuelle sanselighed fra gennembrudsfilmen "After Life". Loyaliteten overfor samfundets svageste i "Nobody Knows" og en dyb familiefølelse som i "Still Walking".

Osamu og hans familie er ikke skurke, men mennesker, der forsøger at klare sig som de bedst kan i et samfund, der har ladt dem i stikken.

Med en kirugs præcision planter Kore-eda Hirokazu små hentydninger, der gradvist får os til at forstå de komplekse familieforhold. Og til slut må man til sin overraskelse konstatere, at ens øjne fyldes med tårer og vi indser storheden i Kore-eda Hirokazus nye hovedværk.

SHOPLIFTERS er ikke blot et portræt af en udsat familie, men en flammende anklage mod et samfund, der til stadighed svigter generationer af japanere.

Man behøver bestemt ikke at være japaner for at kunne oversætte filmens problematikker til danske forhold, og hvis man tror, at denne armod kun findes i Asien, tager man grueligt fejl.