JOURNAL 64

★★★★☆☆

Engang stod Christoffer Boe – alias Hr. Boe – som den danske kunstfilms mest lovende repræsentant. Men nu har de økonomiske realiteter af en kulturfjensk regering også ramt ham, og han står nu i spidsen for årets mest kommercielle danske filmprodukt, den fjerde og sidste film i Jussi Adler-Olsen-serien om Afdeling Q.

Heldigvis er Christoffer Boe gået til opgaven med oprejst pande, og han er da også velsignet med et spændende kriminalplot og et hold gode skuespillere.

Nikolai Lie Kaas ligner måske ikke romanens hovedkarakter, men han får i den grad rollen til at fungere i denne sammenhæng. Han får love til at folde figuren mere ud end i de andre film – ikke mindst i forhold til Fares Fares’ sympatiske Assad.

Johanne Louise Schmidt skaber et herligt uortodoks billede af en kvindelig heltinde, mens far og søn – Anders og Elliott Crosset Hove – tilsammen får tegnet et skummelt portræt af Curt Wad.

Veteraner som Nicolas Bro og Birthe Neumann leverer fine birollepræstationer, men også unge talenter som Amanda Radeljak som den gravide indvandrerpige Nour og Clara Rosager som den manipulerende Rita formår at gøre indtryk. Bemærk også Joen Højerslev som en i mere end een forstand klam fisker.

JOURNAL 64 er en værdig afslutning på en effektiv dansk kriminalføljeton i de hjemlige biografer, og man må håbe, at Jussi Adler-Olsen lærer at værdsætte Nikolai Lie Kaas’ glimrende indsats, når kasseapparaterne for alvor begynder at klinge.