★★☆☆☆☆
Instruktøren Paul Feig har med platte men effektive komedier som "Spy" opnået en vis popularitet, og forsøger sig nu i den semi-seriøse A SIMPLE FAVOR, der forsøger at gå Henri-Georges Cluzot og hans krimi-klassiker "Diabolique" i bedene. Men bortset fra velfungerende frankofilt soundtrack kommer Feig aldrig i nærheden af originalen.
Øjeblikkets mest irriterende amerikanske skuespillerinde Anna Kendrick spiller hovedrollen og hun kan tilsyneladende ikke finde ud af, om hun er med i en komedie eller et drama. Derfor får vi for gud ved hvilken gang en neurotisk Askepot-variation eksekveret uden een ægte følelse.
Bedre går det for Blake Lively, der efter en interessant start pludselig forsvinder ud af historien, indtil også hun svigtes af manuskriptforfatterne.
"Diabolique" var en af disse film, der havde mere end een overraskelse tilbage til sidst.
A SIMPLE FAVOR giver historien så mange nye drejninger, at de undergraver enhver form for troværdighed og blot udstiller, hvor åndsvagt et projekt A SIMPLE FAVOR faktisk er.