★★★★★☆
Det er efterhånden 25 år siden, at Susse Wold ydede en af sine største præstationer i monologen "Orlando" – forbilledligt iscenesat af Katrine Wiedemann på Betty Nansen Teatret.
Nu indleder teatrets nye chef Elisa Kragerup også sin regeringstid på selvsamme teater med at iscenesætte en bearbejdelse af Virginia Woolfs mesterværk "Orlando". Ikke som monolog, men som en ødsel forestilling med fem medvirkende, der formidler en forunderlig forvandlinghistorie, hvor kønnet synes ophævet – i al fald når det kommer til rollebesætningen.
Maria Rossing er Orlando, der pludselig en dag vågner op som kvinde, og som først derefter opnår fuld forståelse for begge køns handlinger. Hendes Orlando føles både forfulgt og frigjort, og støttes kyndigt af kollegerne.
Tina Gylling Mortensen er herlig som den slibrige bladsmørre Greene (med "e" i enden – hø hø!) og en vidunderlig imposant Dronning Victoria, der selv kunne være genstand for en hel forestilling.
Den ellers så intelligente Xenia Noetzelmann har endnu ikke fået finpudset sit sprog nok og vi må stadig gætte ud af sammenhængen, om hun f.eks. taler om "ordet" eller om "året". Det forstyrrer – også når hun taler russisk med tysk accent.
Anton Hjejle overrasker positivt efter at have mumlet og surmulet sig gennem tv-serien "Liberty". Her er til gengæld en spilleglæde, en kropslighed og en forbavsende fin diktion, der lover godt for fremtiden. Betty Nansen Teatret var i øvrigt også stedet, hvor hans berømte slægtning Iben Hjejle fik sit teatergennembrud i "Faust".
Mikkel Arndt kommer for let om ved sit dronningeportræt i starten, men får som ORLANDOs stalker tegnet en interessant figur, der viser sig at have mere til fælles med ORLANDO, end man først troede.
Scenografen Maja Ravn leger ret genialt med de spejlinger, der spiller så stor en rolle i teksten og laderpå lignende vis de overdådige kostumer afspejle modens luner igennem flere århundreder.
Elisa Kragerups udforskning af menneskets kønsidentitet viser en teaterchef, der har hånden på sin samtids puls. Vores holdning til køn er blevet forandret radikalt på få år, og nu taler man ikke blot om "han" eller "hun", men også om "høn" eller "den". Pludselig kan en chilensk film om en transseksuel vinde en Oscar og på tv vrimler det med programmer om flydende kønsidentitet.
ORLANDO er en begavet og berigende teateroplevelse, om hvor vi er lige nu i debatten om den flydende identitet. Et foreløbigt højdepunkt i den nye teatersæson, der lover godt for Betty Nansen Teatrets fremtid.
(Michael Søby)
