★★★☆☆☆
Christina Choe har både skrevet og instrueret filmen NANCY, der indbragte hende manuskriptprisen på Sundance filmfestivalen.
Filmen er da også en lille overraskelse, for den ligner i anslaget en ordinær gyser, men udvikler sig snart til et komplekst psykologisk drama om sorg. Og ikke så lidt mere tilfredsstillende end den overhypede “Hereditary – Ondskabens hus”. Filmene har ikke bare emnet til fælles, men også den udmærkede karakterskuespillerinde Ann Dowd (fra TV-serien “A Handmaid’s Tale”), der kun behøver et par scener for at illudere som dominerende mor plaget af parkinson-sygdommen.
Titelrollen Nancy spilles sært dragende af Andrea Riseborough, der tidligere i dette årti gjorde sig bemærket i film som “Brighton Rock” og “Shadow Dancer”. Hun får mere end kapabelt modspil af karakterskuespillerinden J. Smith-Cameron som kvinden Ellen, der så gerne vil tro, at Nancy er den datter, der forsvandt som lille. Steve Buscemi bekræfter tilmed, hvor fin en skuespiller han faktisk kan være, når han får lov til at agere afdæmpet og følsomt.
NANCY handler også om den trøst, man kan finde hos folk, man egentlig ikke kender, men som man alligevel føler et vis fællesskab med via en beslægtet sorg. Et fællesskab, der måske kan synes både kunstigt og ufornuftigt – måske endda på sigt usundt, men som dog for en stund kan give lindring.
