BALLET OG BOBLER

★★★☆☆☆

Der var umiddelbart ingen champagne-cocktail at spore i Skuespilhuset denne aften og Det Kongelige Teaters personale gjorde i al fald ikke folk med billet opmærksom på, hvor den i så fald var placeret.

Men ballet fik vi – dog kun i begrænset omfang, for vi skulle først ha’ en sart Inger Christensen-funderet intro af Karen-Lise Mynster og et par frydefulde musikindslag på harpe og violin. Men så var halvdelen af tiden også næsten gået, og vi måtte nøjes med under en halv times ballet. Når champagnecocktailen så også glipper, forekommer det altså nærmest misvisende at kalde arrangementet BALLET OG BOBLER.

Akram Khans hypnotiske smukke "Vertical Road" er dog værd at se. Liam Redhead fremstod en smule anonym som The Traveller, men Tobias Praetorius og Alda Nadal lyste i duetten, og i den øvrige del af ensemblet nød man især MacLean Hopper og Ji Min Hong.

Den geniale lysdesigner Jesper Kongshaug er lidt for fedtet med lyskilderne denne gang, vi vil jo gerne kunne nyde detaljerne i dansen og det kræver, at de får lov til at vise deres kunnen i andet end dunkel belysning.

Men som åndehul fungerer forestillingen som helhed nogenlunde, og det var vel også intentionen bag projektet.

Den Kongelige Ballet skal dog passe på, at projekter som "Hübberiet" og BALLET OG BOBLER ikke bliver kalorielette surrogater for helaftensballetterne. Konceptet BALLET OG BOBLER virker nemlig også som et forsøg på at sminke en besparelse – og sådan bør det ikke være, når man skal til ballet i Det Kongelige Teater.

(Michael Søby)