★★★★☆☆
Selvom KERTEMINDEREVYEN 2018 har været ramt af triste omstændigheder med hele tre iscenesættere tilknyttet undervejs, så sejrer galskaben alligevel i Kerteminde. Porøse indslag overvindes af en medrivende fanden-i-voldsk tilgang til stoffet og og teksternes svingende kvalitet kittes sammen af et stærkt hold, man ikke kan andet end elske.
Trine Gadeberg trækker den største byrde, eftersom hun ikke blot spiller en række krævende roller i revyen, men også har bidraget til den bedste del af tekstmaterialet og fungeret som iscenesætter i det meste af prøveforløbet. Genbruget i forhold til karakterer fra tidligere år har nok taget lidt overhånd, men i flere tilfælde er der tale om en forædling eller i al fald en udvikling af karakteren og så giver det mening.
Sidste år blevet hendes portræt af drengen Pelle et af revyens hovednumre. Men teksten i år – forfattet af Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre – er endnu bedre, og Trine Gadeberg får endnu flere facetter frem i den lille knægt. Troskyldigt refererer han de voksnes stadig mere grovkornede vendinger, mens vi morer os, lige indtil vi indser, at vores sprog pludselig er blevet hans. "Det har jeg selv hørt" fremstår da som en uhyggelig registrant af en forrået omgangstone og et af revysæsonens foreløbige højdepunkter.
Trine Gadeberg fører også an som "My fair Mette", en mini-musical om en socialdemokratiets leder, der af en vis Eliza Doolittle lader sig diktere af mand – i dette tilfælde DFs svar på den dominerende Henry Higgins. Hun kan også agere grusom mor til Kim Hammelsvangs forknytte bondemand, der modvilligt afprøver mors scoretips på publikum. Og som medlem af Klatteminde Byråd synes Trine Gadeberg mere rapkæftet end nogensinde – og det er vist ikke ufortjent?
Med stor energi udleverer Farshad Kholghi en række udlændinge – fra Tyrkiets præsident til Burka-klædt kvinde – og kun hans faste figur Louise Pingpong synes at have forsonende elementer. Den generelle tone i disse numre står i grel kontrast til den humanisme, der ellers anslås i Carl-Erik Sørensen fine åbningstekst til Peter Boms musik, men ligger på den anden side i forlængelse af revyens omdiskuterede plakat.
Omvendt omslutter Marie Mondrup alle sine figurer med en klædelige varme. Selv hendes personificering af Facebook må man holde af. Og så er Marie Mondrup gennemmusikalsk, hvad enten hun bidrager til et Anne, Lis og Sanne-medley eller danser folkedans!
Mads Nørby åbenbarer ligeledes betydeligt lune som Peter Aalbæk. Søren Anker Madsen har fikst omskrevet en Lulu Ziegler-klassiker om "Den sidste turist i Europa" til at omhandle Me Too-bevægelsens seneste offer.
Der er meget at glæde sig over i KERTEMINDEREVYEN 2018, men på premiereaftenen gjorde man klogt i at holde sig til den panerede udgave af den stegte flæsk, hvis man ikke ville udfordre sit tandsæt unødigt.
(Michael Søby)
