★★★★☆☆
Det er ingen skam at savne Leif Maiboms optræden i Sønderborg Sommerrevy. Faktisk ville det være underligt, hvis vi ikke gjorde det. Det lykkelige er, at at vi stadig mærker hans helt særlige lune på scenen. For også i år har han leveret de allerbedste tekster:
Fra åbningsnummeret med den sigende – og svigende – titel "Før var vi alle i samme båd" til "For Sent" – en eftertænksom mindesang for Prins Henrik og "Et lille tryk", en bidende politisk satire om Nordkoreas præsident.
Sidstnævnte bliver suverænt portrætteret af en giftig Asger Reher i et af revyens absolut topnumre. Asger Reher og den højlydte Lone Rødbroe udgør også et festligt makkerpar – både som tryllekunstner på overarbejde og hans ihærdige frivilige, og som den (for)slidte duo Lasse og Mathilde.
Ny på holdet er Bjarne Antonisen, der viser sig at være en stor gevinst for revyen. Antonisen kan levere lokale dialekter, så de sidder lige i skabet og spille såvel rocker som Anders Samuelsen!
Multitalentet Karsten Jansfort har for lidt kvalitetsmateriale at rive i, men han bidrager veloplagt til "Duo Inferno" iført aftenens mest imponerende tandsæt og så har han og Leif Maibom en sød overraskelse til os før "Aftentanker" afslutter årets revy,
Jeanne Boel har grund til at være stolt af sin iscenesættelse, der fremstår både dynamisk og musikalsk. Som skuespiller morer hun mest som stangstiv pige på "Polkaaften". Hendes mand Klaus Kristensen fortjener også mange roser for den farverige og særdeles velfungerede scenografi – godt hjulpet af Jesper Hansens lysdesign.
Kapelmester Thomas Pakulas stiliserede dansktop-potpouri er et musikalsk åndehul, selvom lidt af folkeligheden nok går tabt.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at SØNDERBORG SOMMERREVY 2018 er vellykket, så både Leif Maibom og Jeanne Boel kan sove roligt, når nattefesten engang slutter.
(Michael Søby)