★★★★☆☆
Syngepigerne er atter klar til at lufte strømpebåndene i den gamle pavillion på Bakkens Hvile. Her har der været underholdning siden 1879, og har man aldrig besøgt dette ganske enestående forlystelsesetablissement, bør man helt klart gøre det i år, hvor repertoiret fremstår som en fornuftig blanding af gammelt og nyt.
Iscenesætter Susanne Breuning har sørget for lidt mere sus i skørterne hos de fem sangerinder, der får musikalsk opbakning af kapelmester Kenneth Sichlau. Overdådige kreationer, der trodser alle gængse retningslinier for god smag, gør hvert nummer til at frydefuldt farveorgie, og Susanne Breuning får generelt det bedste frem i alle fem medvirkende.
En veloplagt Dot Wessman sætter baren højt for de øvrige. Med vanlig vampet stil tager Tina Grunwald sig af de ordrigeste tekster, mens Sara Gadborg forvalter de største udfordringer rent stemmemæssigt.
Veteranen Lone Jensen må undvære sin populære vals i år og bliver i første akt spist af med et enkelt solonummer. Men hendes groteske mimik og en udsøgt sans for rappe replikker gør hende alligevel uundværlig for showet. Efter seks års pause får vi et velkomment gensyn med den ustyrlige Ann Farholt bl.a. i et saftigt Golf-nummer.
Årets overraskelse er en dybtfølt Prins Henrik-hyldest, hvor nogle dejlige billeder bekræfter, hvor folkelig han egentlig var.
Kun et par gange undervejs skydes der forbi målet. Et omskrevet nummer fra musicalen "Chicago" forstyrrer helheden ved udgangen af 1. akt, og i andet akt forsøger man at parre en jazzet melodi fra tegnefilmen "Junglebogen" med en kluntet Me Too-tekst. Lad dog Det Ny Teater om at lave musicals og overlad det til Cirkusrevyen at skrive superaktuelle tekster.
For ellers er alt fryd og gammen i den gamle pavillion, hvor alle glad og gerne synger med på "solskin kan man altid finde", når der er kommet lidt i de store såvel som de små glas.
(Michael Søby)
