FAUST

★★★★☆☆

På Betty Nansen Teatret kan man også denne forsommer opleve gæstespil fra Mungo Park i Allerød. "Manning er fri" med den sublime Anders Budde Christensen har allerede udløst stående ovationer i det berømmede teater på Frederiksberg og vender tilbage tilbage for en kort bemærkning i forbindelse med CPH STAGE.

Også FAUST er en forestillingen med kvaliteter, selvom den nok bliver mere stiliseret og kunstfærdig end godt er. Line Mørkeby har i sambejde med flere af skuespillerne stået for bearbejdelsen af Goethes klassisker, og det må i sagens natur blive en form for reduktion, hvis forestilling skal ned på syv kvarter.

På de præmisser fungerer forestillingen dog forbløffende godt med en solid indsats fra Henrik Prip i titelrollen, forestillingens sceniske samlingspunkt.

Julian Toldam Juhlins gennemførte hvidkalkede scenebilleder får liv via en bizar bolsje-belysning, og selvom spillet fra tid til andet stritter i flere retninger, formår iscenesætteren Henrik Grimbäck alligevel at formidle en helhedsoplevelse.

Marianne Mortensen krænger vrangen ud på sig selv på underholdende vis som gammel heks, men en del af poesien i Goethes univers går desværre tabt, men man kan høre hver en stavelse.

De unge medvirkende kæmper derimod med at formidle alle ordene – ikke mindst i sang, men Line Bie Rosenstjerne og Carl Christian Riestra har i det mindste en sårbarhed, der formilder.

Martin Geertz har tilmed et originalt og slet ikke uvittigt bud på den moderne djævel, men om figuren også får tyngde og farlighed nok, kan man i al fald diskutere.

Forestillingen FAUST er dog et tankevækkende bud på en gammelkendt historie, og skal nok give flere publikummer lyst til at læse originalen.

(Michael Søby)