★★★★★★
Catherine Deneuve. Navnet har i årtier været garant for kvalitet, og STANDING TALL ("La tête haute") hører da også til en af årets mest væsentlige film.
Instruktøren Emmanuelle Bercot, der selv har vundet skuespillerpris i Cannes for sin mesterlige præstation i "Mon Roi", gav for et par år siden Catherine Deneuve endnu en glansrolle i "Betties tur".
Nu forener de kræfterne igen i STANDING TALL, der indbragte både Bercot og Deneuve César-nomineringer i lighed med Sara Forestier i en kraftpræstation som stofmisbrugende mor.
Men det blev stjerneskudet Rod Paradot, der modtog César-prisen for sit rystende autentiske spil som store dreng, der kæmper med sit iltre sind under en brutal opvækst. Også Benoît Magimel (Cannes-vinder for Michael Hanekes "Pianisten") fik endelig en velfortjent César for portrættet af en sagsbehandler, der selv har sine problemer at slås med.
Men det er i sidste ende Catherine Deneuve, der holder sammen på filmen med en monumental præstation, der personificerer hele det franske retsvæsen og som samtidig dokumenterer, at hun i dag er i stand til at spille alt.
STANDING TALL var i Frankrig med i opløbet som årets film og en af de mest omdiskuterede på grund af sin usentimentale skildring af ungdomskriminalitet. Dens position og effekt bør ikke være mindre herhjemme.