Lars Von Trier-udstilling & katalog
Brandts klædefabrikker, Odense
★★★★★☆
For tiden kan man i Odense opleve én af dansk films store auteurs på museet i Brandts klædefabrikker. Man kommer næppe til at møde ham i egen person, da han er kendt for at være meget sky og ikke glad for at rejse alt for langt væk. Der er tale om filminstruktøren Lars von Trier, der har fået viet en udstilling til sit vildtvoksende og internationalt anerkendte filmværk frem til d. 29. juli 2018.
I forbindelse med udstillingen har Brandt udgivet en smuk og oplysende bog med titlen DET GODE MED DET ONDE. Flere vil nok vide, at udtrykket optræder i tv-serien Riget, hvor Trier med ironisk vid præsenterer hvert afsnit iført Carl Th. Dreyers gamle jakkesæt.
DET GODE MED DET ONDE stiller skarpt på Lars von Trier i ord og billeder. Af format ligner den en klassisk coffee table bog, men dens indhold er også præget af intellektuelt format. Flere kendere af Triers værk, samarbejdspartnere og skuespillere tegner et rigt og facetteret portræt af dansk films enfant terrible.
Bogen indledes med en minutiøs gennemgang af Triers meritter fra fødslen i 1956 frem til optagelserne af hans kommende spillefilm ”The House That Jack Built”. Alle år er beskrevet, og alle de vigtige sten bliver vendt. Herefter følger en prægtig samling af stillbilleder fra film som ”Europa” og ”Antichrist” samt en perlerække af velfunderede og velafstemte essays om Triers film.
Forfatterne har vidt forskellige indfaldsvinkler og udlægninger af filmene. Således guider Linda Badley kyndigt læseren igennem Triers æstetiske undergangsunivers og Judy Gammelgaard optegner en interessant psykologisk tolkning af traumet som ledemotiv i Triers film. Dertil skriver Niels Bjerre-Poulsen om Triers ambivalente forhold til USA, men ligeledes inspirationen fra klassiske amerikanske genrefilm. Umiddelbart virker det meget højpandet og akademisk, men forfatterne evner at formidle deres stof og iagttagelser på en uprætentiøs facon.
Et kort men glimrende indlæg af Palle Schantz Lauridsen sætter Trier i relation til et dansk publikum, og Peter Schepelern sørger på encyklopædisk vis for at opridse Triers forbilleder som Dreyer, Strindberg, Munk og Hitchcock. De psykoanalytiske tekster af forfatteren Elfriede Jelinek og Slavoj Žižek er nok de mest krævende, men det er vel helt i Triers ånd. Der er altså noget for enhver smag, men tyngdepunktet er hele tiden på den skarpe og vidende formidling.
I den lidt mere kulørte og underholdende afdeling er bogen fyldt med såkaldte vidnesbyrd fra skuespillere og samarbejdspartnere, der har stået foran og bagved kameraet i årenes løb. Den tidligere producent Vibeke Windeløv kommer ind på udfordringen ved at få etableret tillid til Trier og Stellan Skarsgård udtaler sig om de melodramatiske elementer i ”Breaking the Waves”.
Trier har proklameret, at film skal være som en sten i skoen. DET GODE MED DET ONDE er en glimrende trædesten til at udvide sit kendskab til Triers filmiske univers, men ligeledes kan bogen være den første sten på vejen ind i hovedet på et egensindigt skabergeni. Sidst men ikke mindst bør man lægge vejen forbi den fremragende udstilling på Brandts i Odense og huske at tage det gode med det onde.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)