★★★★☆☆
En ny film af Francois Ozon er altid en begivenhed, og heller ikke denne gang skuffer han rent stilistisk. Men hvor manuskriptet til den netop Bodil-nominerede "Frantz" flød ubesværet som ordene i verdenslitteraturens hovedværker, så virker historien i DOBBELT BEGÆR anderledes konstrueret, selvom den faktisk hænger godt sammen.
Inspirationen kommer tydeligvis fra Hitchcock, men Ozon vover heldigvis at gå et skridt videre i sit forsøg på at trænge ned i dobbeltgænger/tvilling-psykologien. Alfred Hitchcock brugte den mest underfundigt i "Vertigo", men også instruktører som Edward Dmytryk, og David Croenenberg har leget begavet med ideen.
Den sensuelle og lidt anstrengende Marine Vatch spiller kvinden, der indleder et forhold til sin psykolog Paul, som vælger at afbryde behandlingen og ender med at flytte ind hos hende. Men noget mangler. Og da kvinden en dag får øje på en anden mand, der ligner Paul på en prik og som også en pskykolog, vækkes hendes og vores nysgerrighed.
Jérémie Renier, der som barn brød igennem med Dardenne-brødrenes "La Promesse – Løftet" for over 20 år siden, spiller på diskret raffineret vis begge roller, og blandt flere fine kvindelige birollepræstationer glæder vi os over Jacquline Bisset som mor i flere afskygninger. Allerede i 60erne blev hun hyldet for sin skønhed, og som skuespiller synes hun kun bedre med tiden, hvad hendes indsats i Per Flys seneste værk også understreger. Man under hende i den grad en César-nominering i år.
Spændingen i DOBBELT BEGÆR kommer snigende som Philippe Rombis foruroligende underlægningsmusik, men den er værd at vente på – også selvom Ozon næsten gang for langt mod slutningen.
Han tager dog fusen på os i filmens sidste scener, som han har gjort så ofte før. DOBBELT BEGÆR kommer næppe til at stå tilbage blandt hans bedste film, men hans position blandt Europas førende instruktører, kan der ikke rokkes ved.
