★★★☆☆☆
Opera Plexus er navnet på et nyt kompagni med fokus på musik og drama med politisk kant. De har netop begået en 50 minutters opera kaldet DEN REJSENDE baseret på "Mutter Courage" af Bertolt Brecht. Librettoens litterære kvalitet lever desværre slet ikke op til forlæget, men synes nærmere at være en banalisering.
Så går det trods alt bedre for Eva Noer Kondrup rent musikalsk, selvom betegnelsen "iørefaldende", som Det Kongelige Teater bruger på deres hjemmeside til at betegne hendes komposition, forekommer misvisende.
En vis dramatisk effekt har det ganske vist, når accordeon, kontrabas og slagtøj finder fælles fodslag, men at spille forstillingen på Operaens Takkelloft virker rigeligt ambitiøst.
Jesper Kongshaugs belysning formår at skabe kølige stemningbilleder i Mikkel Bruhns enkle scenografi – med et dystert tårn som eneste bemærkelsesværdige indslag.
Forestillingens redning bliver Cecilia Lindwall, der både synger og spiller med dedikation, og Anna Einarsson har også gode momenter i de øvrige roller. Men når hun med Inger Støjberg-frisure vil berøve den stakkels flygtning hendes smykker, så bliver symbolikken for bastand, hvor meget man end sympatisere med opfattelse af Støjberg som en kvinde af anden etisk herkomst.
DEN REJSENDE tager videre til Brecht-festivalen i Svendborg, men publikum bør hellere sikre sig billetter til den lokale produktion af "Bertolt Brechts Svendborgdigte" fremfor dette skuffende Brecht-opkog.