ET TYSK LIV:

GOEBBELS SEKRETÆR

★★★★★☆

Hele fire instruktører (Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer og Florian Weigensamer) står bag denne bemærkelsesværdige dokumentarfilm, hvis enkle originaltitel "A German Life" understrege det almene i en tilsyneladende ejendommelig skæbne.

Filmens hovedperson er en forbløffende åndsfrisk 103-årig ved navn Brunhilde Pomsel. Blandt hendes tidligste erindringer hører 1. verdenskrigs udbrud, og som ung kvinde bestræd hun to deltidsstillinger for henholdsvis en jødisk og en nazistisk arbejdsgiver.

Da den jødiske arbejdsgivers fremtid blev stadig mere usikker i det stadig mere fremmedfjenske Tyskland, måtte Brunhilde se sig om efter et andet job, og da hendes nazistiske chef hævdede, at hun kunne få et godt lønnet job ved radioen, hvis hun meldte sig ind i nazistpartiet, gjorde hun naturligvis det.

På radioen fik hun en ny elegant og velafbalancet chef, der dog kunne forvandle sig fuldstændig til en grov højtråbende mand, når han holdt tale. Hans navn var Goebbels.
Brunhildes naive valg fik alvorlige konsekvenser for hende efter krigen, men som hun påpeger næppe ligeså alvorlige, som hvis hun rent faktisk havde været politisk engageret på den ene eller anden front.

ET TYSK LIV: GOEBBELS SEKRETÆR er forsynet med nogle uhyre velvalgte dokumentariske klip, der illustrerer sindstilstanden i Tyskland på den tid, men som også konfronterer de uvidende med de grufulde hændelser, som de intetanende tillod.

ET TYSK LIV: GOEBBELS SEKRETÆR gør diskussionen om ansvar velgørende konkret, og rejser spørgsmålet, om en hel nation kan være skyldig? Et par steder får oversætteren ikke alle nuancer med, hvilket er frustrerende, da gamle Brunhilde tydeligvis gør sig umage med at få alle facetter med. Man kan diskutere om hun har ret i alt, men man fornemmer heldigvis, at også hun er blevet klogere med tiden.