★★★☆☆☆
At se filmen WONDER er en frustrerende oplevelse. For man ærgrer sig over, at en film med så mange kvaliteter bliver kvalt i sin egen sentimental.
WONDER handler om en lille handikappet dreng, der trods flere plastikoperationer stadig skiller sig ud fra mængden. Hans mor (en dejlig afdæmpet Julia Roberts) har i årevis undervist ham hjemme, men nu hvor drengen anslås til at være skoleklar, kan hun endelig skrive sit speciale færdig.
WONDER minder os om, hvor usynlige handikappede er i spillefilmssammenhænge. Lille Ramsey , der næsten stjal opmærsomheden fra Brie Larson i "The Room", bevæger som den superseje lille dreng, og fra George Clooneys "Surburbicon" er mindst ligeså god som hans hjertelige ven, der kæmper sin egen kamp i forhold til skolens egne elever. Skolemiljøet skildres træfsikkert, og der spilles i det hele taget fint over hele linien. Kun Owen Wilson trætter en smule som skvattet far.
WONDER er med i Oscar-opløbet i sminke-kategorien, men filmens manuskript kunne også kandidere, hvis de rørstrømske elementer ikke blev overbetonet af instruktøren. Vi behøver slet ikke underlægningsmusikken i det omgang, og selvom hangen til sentimentalitet kan synes kulturelt betinget, når man hører de mange "I love you!" i Hollywood-film, så har man også som europæer ret til at sige fra, når vi skal bades i følelser. For spillet fremstår godt nok til at bære uden de mange musikalske understregninger, og "less is more" – også i denne sammenhæng.
