★★★★☆☆
Filmens titel er det tyrkiske ord for "katte", og det er da også kattene, der fokuseres på i Ceyda Toruns forunderlige dokumentarfilm. Fotografen Charlie Wuppermann, der ligesom Ceyda Torun er producent på filmen, tager os rundt i Istanbuls gader, hvor vi i katteperspektiv oplever en eksotisk verden med kattevenlige mennesker.
Kattene synes ligefrem at være en del af byens sjæl og man mærker et fælles ansvar for at også kattene har et anstændigt liv. Ceyda Torun interviewer en række af kattenes venner, og fælles for dem er en forståelse og respekt for kattenes individualitet. Modsat hunde betragter katte ikke mennesker som guder, og de har det bedst, når de er frie til at komme og gå, som de vil.
Kameraet følger dem ind i det smalleste gyder og op på de højeste tage, og vi forstår, at også katte har deres egen personlighed – ikke ulig mennesker.
De betagende bybilleder kombineret med de fine interviews giver en større forståelse for kattene og deres enestående betydning for lokalmiljøet – også på det mentale plan. Kattene tillægges nemlig ofte en åndelig dimension, der har rødder helt tilbage til det gamle Egypten, og det er dette mytiske lag, der adskiller denne film fra andre dyrefilm.
KEDI vil andet og mere end at være en nuttet film med små kattekillinger, men kræver på stilfærdig vis en større respekt og omtanke for disse katte i en foranderlig verden. Intet under, at KEDI har været en stor biografsucces i USA – for ligesom kattene går den sine egne veje.
