★★★☆☆☆
Forestillingens titel står for VANITY OF MODERN PANIC, hvilket bl.a. kan oversættes til "Den moderne paniks forfængelighed."
6 kække dansepiger (Katrina Holm, Josefine Ibsen, Emma Christophersen, Anna-Olivia Christensen, Marie Bru Eide og Esther Haugegaard) åbner forestillingen med et tempofyldt nummer iført hvide drager med bizarre pudeindlæg på hoved og krop. Kropsdyrkelsen og den evige jagen efter det uopnåelige bliver herefter taget under kærlig men håndfast behandling.
Lysdesigner Peter Bodholdt leger heftigt med farvefiltre og Kristoffer J. Rosing-Schow har valgt en befriende klichéfri musikside. Her er plads til både tekno, heavy metal og disco samt diverse dyrelyde, for V.O.M.P. er et sjældent eksempel på, at moderne dans også kan være morsomt.
Efter et par sjove scener i starten, dykker forestillingen en smule, indtil Gunilla Lind kaster pigerne ud i et sandt (stof)pølseorgie. Snart starter jagten på den største for senere at blive til jagten på de fleste – eller jagten på glimmerpølsen!
Publikum genkender tydeligt sig selv i absurde danseoptrin af stadig mere kompetitiv karakter. Men Gunilla Lind har en morsom pointe i baghånden til forestillingens slutbillede.
V.O.M.P. er en løfterig lille forestilling på ca. 50 minutter. Den lover måske mere end den kan holde, men dens originale udtryk kan man ikke tage fra den. Man sidder tilbage med indtrykket af, at dette oplagte koreografiske talent bør kunne udnyttes endnu bedre i fremtiden, hvis der blev støttet og videreudviklet rent fortællemæssigt.
Men det er heldigvis overvejende en skæg forestilling, som giver appetit på mere.
