★★★☆☆☆
Danskernes generelle holdning til amerikanere og Amerika har givet ændret sig siden præsidentskiftet. Hvor Obama blev forgudet, møder man kun foragt for Trump og dem, der gjorde hans valg muligt. Derfor forstår man sandelig godt, at folk med amerikanske rødder, men er bosat i Danmark, kan få behov for at lave en forestilling som A PATRIOT’S GUIDE TO AMERICA.
Down The Rabbit Hole Theatre Company har produceret is samarbejde med Teater Ord/Blindt og opføres på fjerde sal i House of International Theatre (det er tidligere blot var kendt som Huset).
En skuespillertrio bestående af Tom Hale, Alex Lehman og Tina Robinson tager os i ord og toner på et baglæns rejse gennem USAs historie, og publikum bør forberede sig på, at de skal sværge troskab overfor det amerikanske flag, der med møje og besvær er blevet hængt op midt på scenen. Her kan både projiceres historiske billeder af præsidenter og udsatte befolkningsgrupper, men også spilles skyggeteater om amerikaneres ubarmhjertige drab på andre levende væsener.
Støttet af en alsidig musikalsk trio bestående af Anders Hermansen, Jeppe Cloos og Asger Søgaard får vi både den amerikanske nationalmelodi og den signifikante Billie Holiday-sang om "Strange Fruit", de sorte lig, som Ku Klux Klan lod hænge og dingle i træerne.
Iscenesætter Jeremy Thomas-Poulsen sørger for, at lokaliteterne bruges alsidigt og dynamisk, men skjule den manglende substans i det dramatiske tekstmateriale kan han ikke. Derfor ebber forestillingen simpelthen ud, hvor bravt Tom Hale, Alex Lehman og Tina Robinson end kæmper.
Tom Hale er glimrende, når han i politiuniform fortolker Allen Grinsberg, Tina Robinson demonstrer under nationalsangen en fyldig røst og Alex Lehman spiller skydegal bonderøv med overbevisning. Men flere udmærkede vignetter udgør ikke en hel forestilling, og der har tydeligvis manglet resourcer til at hyre en dramatiker eller i det mindste en dramaturg.
Rigtig morsom bliver A PATRIOT’S GUIDE TO AMERICA nemlig aldrig, dertil virker satiren simpelthen for gumpetung, men vi trækker i det mindste på smilebåndene nogen gange undervejs. Og ender vi ikke alle som patrioter, hverken i forhold til USA eller forestillingen, så er vi dog kommet lidt tættere på landet, hvor bibliotekernes gulve flyder med tårer.
