★★★☆☆☆
EFTER BRYLLUPPET fungerer en my bedre på det hyggelige lille Betty Nansen Teater end på Musikhusets store kolde scene. En del af handlingen og en af sangene omhandler også København, så det giver sådan set god mening.
Man har også været fornuftig, og skåret et kvarter af forestillingen, uden at vi savner noget. Et par af sangene vinder tilmed ved genhør. Men manuskriptet halter stadig og Cecilie Stenspil fremstår stadig som en isdronning, hvilket er fatalt for vores engagement i hovedkonflikten.
Sympatiske Erann DD forsøger stadig helhjertet at låne dybde til Jacobs splittelse mellem hans personlige engagement i en indisk børnehave og den danske datter, som han ikke viste han havde. Som type virker han i grunden mere overbevisende end Mads Mikkelsen, men kun i sangnumrene, når han helt derned, hvor det gør ondt.
Barbara Molekos kælne replikføring er noget af en prøvelse, og også hun fungerer bedst, når hun synger. Kasper Leisner trykker den af i sit "Jeg ku’ æde en gris"-nummer, men overgangene fra svækket kræftpatient til danselysten flæskestegsfan fungerer ikke overbevisende.
Peter Langdal har fået en umiddelbar livlig og farverig musical af Susanne Biers film af samme navn, men føleriet og sentimentaliten, som vi også finder i filmen, er kun blevet forstærket i Langdals version og det er uklogt. For pludselig virker det hele forlorent – som et afslutningsnummer fra en Michael Jackson-koncert.
Heldigvis omfatter rollelisten stadig den sprudlende veloplagte Lea Thiim Harder, der som tjenstepigen Pernille bliver forestillingens lyspunkt. Hun ligefrem bobler af humør, og der er tilmed power i stemmen, når hun slår sig løs i en gammel disco-klassiker, der uheldigvis også bliver aftenens mest medrivende musikindslag.
I det hele taget er den en gevinst med den etniske diversitet i denne musical. Andy Roda og Al Agami sørger begge for morskab og musikalitet i biroller, og endelig er der tidløse Hanne Uldal, der næsten kan få os til at tro, at "Ser ham i drømme" er en god Anne Linnet-sang. Helt utilstrækkelig virker dog kun en fejlcastet Anna Stokholm som en vulgariseret Mille.
EFTER BRYLLUPPET bliver forhåbentlig den sidste musical, som Peter Langdal også selv skriver manuskript til. Som iscenesætter har han oftest international klasse, når han vel at mærke har et solidt tekstmateriale at arbejde ud fra. Det har han ikke her, og det kan små forbedringer ikke skjule.
