★★★★★☆
Bille August scorede guldpalme nummer to for DEN GODE VILJE efter Ingmar Bergmans manuskript. Teksten er nu blevet bearbejdet ganske vellykket til Aarhus Teater med vægt på kærlighedshistorien mellem en ung præst af fattige kår og en rigmandsdatter. Begge har de bedste intentioner omkring deres fælles fremtid, men når virkeligheden pludselig banker på, så får piben pludselig en anden lyd.
Man kunne godt have ønsket sig en mere lækker produktion, der i lighed med filmen også kælede for de gloriøse detaljer i pigens barndomshjem som kontrast til den unge præsts opvækst og det fattige liv i præstegården.
Rent æstetisk kunne man ligeledes have finpudset lysdesignet og diverse scenebilleder. Men når det er sagt, må man give Aarhus Teater, at DEN GODE VILJE er blevet en uhyre velspillet ensembleforestilling i Emmet Feigenbergs fintfølende iscenesættelse.
Men hvor ville man ønske, at den mand i endnu højere grad ville arbejde med en forestillings visuelle udtryk i stedet for blot at satse på at gode skuespillerpræstationer hiver succesen i land. Især nu hvor Feigenberg skal stå i spidsen for både Østre Gasværk og Republique.
Først og fremmest fordi kemien mellem hovedrolleparret slår gnister, så vi følger deres udvikling lige fra det allerførste møde på trods af en spilletid på godt tre en halv time. Mathias Flint og Anne Plauborg er begge lige til at forelske sig i.
Men der spilles heldigvis veloplagt over hele linien, selvom man får lyst til at fremhæve Inge Sofie Skovboe, der får både tragedien og uhyggen med i portrættet af præstens umiddelbart joviale moder.
Ligesom "Scener fra et ægteskab" på Det Kongelige Teater understreger DEN GODE VILJE, at Ingmar Bergman kender menneskehedens dårskaber bedre end de fleste og at han stadig vil os noget.
