ANNIE GET YOUR GUN

★★★★★★

Det Ny Teater bekræfter sit ry som Københavns mest træfsikre teater med en på alle måder storslået opsætning af musical-klassikeren ANNIE GET YOUR GUN. Scenografi, kostumer og Irving Berlins sprudlende musik går op i en højere enhed takket være Daniel Bohrs genresikre iscenesættelse.

Som den skydeglade Annie er Maria Lucia ikke den dominerende dynamo, som mange forbinder med rollen takket være Betty Hutton og Ethel Merman, men en jævn pige, der bliver smaskforelsket i sin Frank, alt imens hendes succes i cirkusmanegen giver hende et voksende selvværd. Stemmemæssigt virker hun næste overkvalificeret til rollen, men hun får den også spillet hjem, selvom den ikke lige ligger til højrebenet. Netop derfor hører hendes Annie blandt hendes største sejre som skuespiller.

Både hun og Carsten Svendsen (som Frank) formår at tage kærlighedshistorien alvorligt midt i al morskaben, og det er alfa og omega, hvis en forestilling som denne skal fungere.

Elegante og vittige Carsten Svendsen misser ikke en nuance i sit portræt af denne Frank, der til sin overraskelse kommer til at elske Annie, selvom hun også driver ham til vanvid, fordi hun ikke vil føje ham. Og han lader os se Franks afmægtighed, når alt ikke går efter hans hoved. Har vi nogensinde set en bedre Frank Butler herhjemme? Næppe.

Og så har han aftenens smukkeste klange i stemmen. For nyligt vandt han flere priser for sin indsats i Ganløserevyen, og nu beviser han, at han er Det Ny Teaters mest alsidige mandlige musical-stjerne. Man tvivler efterhånden på, at der er noget denne mand ikke kan.

Flemming Krøll er godt placeret som Buffalo Bill og Asger Reher får givet den vanskelige rolle som indianeren Sitting Bull en stille værdighed. Den tidligere Billy Elliot, Carl Emil Lohmann lyser op på scenen sammen med andre talentfulde unger. Mikkel Molkte Hvilsom strutter desuden af spilleglæden.

ANNIE GET YOUR GUN er endt som et fornemt skoleeksempel på, hvordan man bør præsentere en stor klassisk Broadway-musical i Danmark. Må den finde det publikum.som den fortjener.