DEMOKRATI

★★★★☆☆

Ingen i nyere tid har som Teatergrad formået at tage teatret nye steder hen. Nu indtager teatergruppens gæve folk diverse byrådssale i hele landet med forestillingen DEMOKRATI, der virker som et frisk pust i den politiske debat op til kommunalvalget.

For der spores en politikerlede i befolkning i disse år, der gør at stadig flere distancerer sig fra de politiske beslutninger. En apati som de fire gæve skuespillere (Jacob Teglgaard, Signe Kærup Dahl, Sandra Yi Sencindiver og Rolf Hansen) samt en lokal journalist (i dette tilfælde Torben Sangild) konfronterer os med.

Publikum placeres i de lokale magthaveres læderbetrukne stole i det rum, hvor beslutningerne rent faktisk tages. Vi tildeles hver en rød og en grøn stemmeseddel samt små adressemærker, hvorpå vi kan nedfælde vores drømme for den by, vi bor i såvel som en status over, hvad vi selv bidrager med.

Og det er her, at DEMOKRATI kan noget særligt. For det handler ikke bare om, hvad de andre gør forkert, men også om hvad vi selv kan gøre bedre. Skuespillerne indgår sågar små aftaler med individuelle tilskuere om personlig el-besparelser, mindre forbrug af kød og genbrugstøj. Ja, selv Amager Fælleds fremtid bliver besluttet!

Mest nærgående virker afstemningen om aktiv dødshjælp, fordi vi kan se hvad hver enkel stemmer om så personligt et emne. Bagefter sidder man med blandede følelser over at have været en del af en forsamling, der har besluttet at indføre aktiv dødshjælp. Det indgyder ikke nødvendigvis mere tillid til den danske styreform ligesom når der kun stemmes om, hvorvidt København skal være en by for cyklister eller billister, mens man selv havde foretrukket en afstemning med fokus på fodgængernes vilkår. Begge afstemninger virker dog som sunde påmindelse om det demokratiske systems skrøbelighed.

Instruktøren Pelle Nordhøj Kann udnytter fikst omgivelserne og os i teaterprocessen. Kun når Julie Glargaard og holdets tekstmateriale går i tomgang som på en meget lang fisketur og når de løftede pegefingre bliver for påtrængende, melder vi os mentalt ud af forsamlingen. Men også det giver stof til eftertanke.