★★★☆☆☆
Dansk Danseteater har været ramt af en aflysning, idet deres årlige flagskib i politigården er blevet annulleret af sikkerhedsmæssige årsager. Den kongelige Operas foyer danner i stedet rammen om en beskeden Chopin-forestilling med den dygtige ukrainske pianistinde Tanja Zapolski ved klaveret.
Tim Rushtons skødesløse intro giver indtryk af et stykke "work-in-progress", og da man åbenbart ikke har gennemspillet forestillingen på dette sted før, kommer han til at sige, at folk på den bagerste række gerne må rejse sig op, så de bedre kan se dansen. Med det resultat, at folk rejser sig og sætter sig i een uendelighed undervejs til stor forstyrelse for andre, da overgangene mellem de enkelte indslag sjældent levner tid til, at publikum kan skifte pladser.
Atter er det som om, at den kunstneriske leder Tim Rushton heller ikke udnytter sine dansers potentialer nok, og der danses nydeligt men aldrig nødvendigt over hele linien. Den lidenskab vi fornemmer i kompositionerne og hos pianisten, forplanter sig kun i glimt til ensemblet, og når Rushton tilmed føjer indslag af Claude Debussy og Einar Englund til den kun timelange forestilling, så ryger fokus.
Man må håbe, at Tim Rushton snart formår at samle sine tropper til en stor og relevant forestilling fremfor flere kønne men relativt kedelige intermezzoer som dette.
