(Mungo Park)
Selvom Anders Budde Christensen hører blandt vor mest alsidige skuespillere, er han muligvis mest kendt som skurk i den anmelderroste TV-serie “Norskov”, der udspillede sig i Frederikshavn. Men faktisk stammer han fra et helt andet miljø i en ganske anden del af landet.
“Jeg er fra Dragør – hvilket folk fra Amager kalder for “Sverige” – og mine forældre er begge skolelærere.”
– Hvordan gik det til, at du blev skuespiller?
“Da en af mine venner søgte ind på Rysensteen Gymnasium og meldte sig til dramaholdet, var det oplagt, at jeg også skulle det. Det ku’ jeg godt li’ og var også god til det, og det var vel det, som satte gang i det, tror jeg? Jeg havde egentlig ikke tænkt over, om jeg skulle være skuespiller, men forestillede mig, at jeg skulle gå på universitetet og læse dansk eller engelsk.”
Efter gymnasiet holdt han en lille pause skuespilleriet og arbejdede bl.a. i en ungdomsklub.
“Men så havde jeg en god kammerat, der startede på en privat teaterskole (“Den Ny Dramaskole”) i København, et skønt sted, hvor jeg så lavede teater med nogle venner i nogle år. Derefter søgte jeg ind på Statens Teaterskole og kom ind.”
– Hvad fik du ud af at være på teaterskole?
“Jeg kan godt li’ at være en del af et hold, det er blandt andet derfor, at det er godt for mig at være på Mungo Park. Der var også nogle ting, som jeg havde lært allerede på dramaskolen, f.eks. at komme til tiden. Der blev døren lukket kl. 9, og var man der ikke, gik man glip af undervisningen. Jeg kan huske, at jeg tog en taxa for at nå det på et tidspunkt, hvor jeg nærmest ingen penge havde. At have styr på sine ting er for mig noget andet og mere end bare lave lektier.
Jeg var også glad for Statens Teaterskole, fordi man ikke bare er en del af et lille hold, men også et større. Man møder folk fra andre faggrupper og bliver mindet om, at teater er andet end hvad der foregår inde i lille mig – hvor fantastiske ting der end måtte ske der!”.
Efter teaterskolen var der bud efter Anders Budde Christensen. Det førte bl.a. til, at han kom med i Corona La Balances impro-forestilling “IRL”.
“Der drejede sig hele tiden om, at vi skulle inddrage publikum. Min kollega Jan var så den, der henvendte til dem:
“Skal han inviterer hende i biografen?”.
“Ja, gør det”, sagde de så.
Så sagde man til sin medspiller:
“Jeg har købt en biografbillet til dig.”,
og så råbte publikum:
“Du skal da også købe een til dig selv!”.
Jan var god til at finde dem blandt publikum, som så mindst interesseret ud.
“Dig der… hvad er der galt med ham her?”. Så fandt Jan en fyr, der virkelig så ud til at kede sig og som sad og gemte sig med hue og jakke på.
“Hva’ er der i vejen med ham, der står på scenen?”, spurgte Jan.
“Han har hiv”, svarede drengen.
“Er han naiv?”.
“Nej han har HIV!”. ”
Du mener simpelthen, at han har aids?”.
Jan og jeg fik øjenkontakt, og jeg har nok set betænkelig ud, men Jan sagde bare,
“Godt så, lad os se hvad der kommer ud af det.”
Og så måtte jeg jo ringe til lægen og det udviklede sig til begravelse og alt muligt.
Nogle dage senere så mødte jeg ham fyren igen, jeg kom gående hen af gaden, og så lød det pludselig fra den anden side af gaden:
– EJ DIG DER, ER DET IKKE DIG FRA DET DER TEATER?
– Øøøh Jo.
– Det var faktisk… jeg havde tænkt, det var dødsygt, og så var det faktisk rigtig fedt!”
– Jamen så det var da en skam, at du slog mig ihjel.
– Hør her – undskyld! Jeg vidste ikke, det var sådan!
Det er faktisk en af de bedste kommentarer tilbage, jeg nogensinde har fået.”
Nogle år senere høstede Anders Budde Christensen også lovord for sin medvirken i Café Teatrets forestilling “Load’n Loop”
“Min kollega Lykke Sand Michelsen havde fået nogle penge til at lave stykket og ville gerne have mig med og min gamle klassekammerat Frederik Neergaard med på projektet.
Forestillingen skulle handle om unge mennesker, sociale medier og mobning, men vi fandt hurtigt ud af, at det godt kunne blive lidt forudsigeligt. Så snakkede vi om at fortælle historien baglæns – inspireret af filmen “Memento”. Vi startede med en voldsepisode og fortalte så bagud, så man efterhånden fandt ud af, hvorfor det var sket. Det blev en anden dramaturgi, hvor man hele tiden skal sørge for af have “cliffhangers” i hver eneste sekvens.
Det var et utroligt interessant projekt på den måde, også fordi vi skuespillere fik lov til at være medforfattere på historien. Vi lavede også en del research omkring meningsløs vold, og fandt ud af at begrebet sjældent virker helt dækkende, fordi volden oftest giver mening for den voldelige i gerningsøjeblikket.”
Netop evnen til at give unge udsatte en stemme i deres samtids teater prægede Anders Budde Christensens karriere i de tidlige år, og i det hele taget fornemmer man et socialt engagement bag de roller, der har været med til at forme ham som skuespiller – og os som publikum.
På Kalaidoscop (der i dag hedder Teater Grob) medvirkede han i Astrid Øyes skuespil “Rørvig”, et af de første af en hel bølge nye stykker (bl.a. “Klumpfisken”), der tog udgangspunkt i en lokal kultur langt fra København.
“Det startede som en reading, og jeg fandt hurtigt ud af, jeg godt ku’ li hendes stil. Der var to modstridende sandheder i stykket – to skitzofrene elementer indbygget i dramaturgien – og det synes jeg var spændende.”
Anders Budde Christensen havde også medvirket i et par forestillinger på Folketeatret (“En Skærsommernats drøm” og “Et juleeventyr”), inden han blev headhuntet til Mungo Park i Allerød.
“Det var lidt af et tilfælde, at jeg kom til Mungo Park. Jeg kendte direktøren Martin Lyngbo fra Statens Teaterskole, hvor han gik en årgang over mig. Og da Jakob Oftebro havde orlov et halvt år for at lave en tv-serie, blev jeg hyret til at overtage hans rolle i “Birkehytten” og “Den allersidste dans”. Så fik der halvandet år, og så stoppede Jacob, da der for alvor var kommet gang i hans filmkarriere. Så besluttede man sig for at fastansætte to nye, og det blev så Nikolaj Jandorf og mig.
Min første nye opgave som fastansat var “Arternes oprindelse” sammen med iscenesætteren Jo Strømgren, der er et af de flittigste mennesker i branchen. VI lavede forestillingen henover et år og havde samlet set måske fem uger med ham. Det er et af de mest humoristiske prøveforløb, jeg har oplevet, fordi han i den grad bruger det, der er i rummet Jeg ka’ huske, at han spurgte Peter Christoffersen om, hvor han var fra:
“Jamen, min far er halv kineser og min mor er fra Peru”, svarede Peter, hvilket straks fik Jon til at sige:
“Peru! Spiller du panfløjte?”
Og snart sidder Peter og blæser på sine fingrespidser, som om det var en fløjte. Så er det jo ikke svært at få ideer.”
På Mungo Park gik Anders Budde Christensen snart fra succes til succes. Et af højdepunkterne blev den Reumert-belønnede “Boys Don’t Cry”, hvor et sublimt hold anført af den uforglemmelige Christine Albeck Børge tog os på en identitetsrejse dybt ind i sjælen.
Anders Budde Christensen opnåede selv en yderst velfortjent Reumert-nominering for titelrollen som den stakkels Hr. Pinneberg i “Lille mand hvad nu?”, der i lighed med “Boys’ Don’t Cry” blev kåret som sæsonens bedste forestilling af cphculture.dk
“Oprindeligt var det faktisk meningen at den over to meter lange Kasper Leisner skulle ha’ spillet den lille mand. Men så endte det med at blive mig.
Vi startede med at nedbryde teksten sammen med instruktøren Martin Lyngbo. Så legede vi med de enkelte scener og brugte også nogle replikker fra Hans Falladas roman blandet med vores egne. Så blev replikkerne skrevet ned og scenografien kom på plads: En form for tandhjul, som man ikke kunne slippe ud af.
Jeg kan huske, at jeg under prøverne fik et godt råd af min medspiller Maria Rich. Hun sagde:
“Jeg synes du skal putte så meget temperament ind i rollen som du overhovedet kan.”
Det hjalp mig meget.
Det er i grunden så simple ting, han ønsker, denne Pinneberg, og de kunne ikke lade sig gøre i datidens Tyskland. Og vi synes jo også, at det sagde os noget i dag.
Jeg vil vove at påstå, at vi også fandt en del af tonen fra Hans Falladas roman.”
Film- og tv-branchen havde efterhånden også fået øjnene op for Anders Budde Christensens talenter. Selv i en lille reklamefilm for “Rådet for større færdselssikkerhed” brænder han i gennem med en overbevisning, som er sjælden.
Ironisk nok skulle det blive en lille rolle i en såkaldt Mungo Park Lab-udgave af “Det Stockholmske Blodbad”, der skaffede Anders Budde Christensen hans hidtil største TV-opgave.
“Jeg spillede Døden fra Lübeck – bødlen, der blev tilkaldt for at hugge hovedet af den svenske adel. Der havde jeg bare noget sort tøj på og snakkede hjemmelavet tysk. Det var et eksperiment, hvor vi forsøgte at lave en politisk komedie.
At det var den opgave, der skaffede mig rollen i “Norskov”, viser bare, at man skal holde af de ting, der ikke er perfekte. Vi bruger nogen gange lang tid til at gøre noget fejlfrit, selvom fejlene i høj grad er menneskelige og kan bidrage til at gøre en forestilling levende.”
Selvom “Norskov” ikke helt nåede de seertal, som TV2 forventede, så fik den til gengæld mange roser med på vejen og blev kåret som årets danske tv-serie af cphculture.dk
“Det var sjovt at lave, for det var så usædvanligt i forhold til, hvad jeg normalt bliver castet til. Jeg kunne rigtig godt li’ Frederikshavnsmiljøet og det præg, det gav serien. Det var virkelig tiltrængt, og den havde en hel anden tekstur i forhold til, hvad vi er vant til at se. Jeg synes, vi har vænnet os til den høje kvalitet, der er på DRs serier, men også det look, man forbinder med serierne. Det er også ofte de samme komponister, der sætter deres præg på serierne, og bidrager til den samme glatte professionelle kvalitet. Og der blev “Norskov” pludselig noget andet, noget mere rådt. Der var også brugt mere reallyd, hvilket godt ku gi problemer (“Vi ka’ ikke høre hva’ de si’r”).
Anders Budde Christensen er tilbage på Mungo Park i denne sæson, hvor han allerede har høstet personlig succes i flygtninge-forestillingen “Uledsaget”.
“Vi startede med en række interview af de mennesker, der enten var flygtet, da de var børn eller for nyligt. Selvom det er Assefs historie, at min figur bygger på, så er den forkortet ned, og det var faktisk ting, der var endnu værre, end det vi fik med i forestillingen.
Det er en helt ubegribelig historie. Jeg ved ikke hvordan hans sag står idag, men mange lever jo i konstant frygt for at blive sendt tilbage. Da jeg mødte ham, var han drøncharmerende og smilende, og helt klar en fyr med ekstreme menneskelige ressourcer. Og samtidig bliver man bevidst om, at mange af dem uden ressourcer, de dør bare.”
Anders Budde Christensen er netop vendt tilbage fra Skotland, hvor han har spillet en nyrevideret udgave af forestillingen om den dristige opdagelsesrejsende “Mungo Park”, der har lagt navn til teatret. Det foregik på engelsk – først på den enorme Fringe-festival efterfulgt af en turné.
“Mungo Park har jo haft som projekt at dramatisere ting, som egentlig ikke kan dramatiseres (“Kvinde kend din krop”, “Bo Bedre” etc.) . Men da Mungo Park var skotsk, forekom det helt oplagt, at det skulle være den, som vi tog til Edinburgh med.
Forestillingen fik en blandet modtagelse, men man har en tendens til at være enige med de positive anmeldelser.
Vi forsøger blot at skabe rammen om en klassisk Hollywood-film, men det er publikum selv som må lave filmen. Jeg fornemmede en anerkendelse af det arbejde, der blev udført på scenen. Martin Lyngbos forestillinger og ikke mindst “Mungo Park” er jo en meget fysisk form for teater, som vandt publikum over til sidst.
Publikum gik dog ikke i så høj grad med på komikken som herhjemme. Det var noget, jeg skulle vende mig til. I Storbritanien skammer man sig måske stadig over fortiden – vel vidende at det var noget lort, man lavede i de koloniserede lande. Hvorimod vi oplever vores fortid som en detalje i historien og vikingetogterne var jo i vore øjne bare en gang holligans på udflugt. Vi er ikke blevet klogere, end vi var dengang.”
