ALIEN: ROMULUS

★★☆☆☆☆

Ridley Scotts “Alien” blev et hit i 1979 og vandt da også en Oscar året efter for sine visuelle effekter. Hovedkarakteren er så ækel, at den nogle år senere næsten fik ET til at fremstå som et sexsymbol, men publikum har i årtier ikke kunne få nok af de væmmelige skabninger med “Aliens” som en slags kulmination på populariteten.

Senere værker har forsøgt at slå plat på ideen, men skuffede fælt. Nu gør manuskriptforfatteren, instruktøren og co-producenten Fede Alvarez et forsøg på at genopfinde Alien-universet med sit udspil ALIEN: ROMULUS, som Ridley Scott har sagt god for.

Hvor den første film henvendte sig til unge voksne, synes den nye snarere målrettet til store teenagere, og filmens unge medvirkende bekræfter dette indtryk.

Cailee Spaeny, der brød igennem som Elvis Presley unge kone “Priscilla” sidste år, har den kvindelige hovedrolle i ALIEN: ROMULUS. Hun er omgivet af nye talenter som David Jonsson, Archie Renaux, Isabela Merced, Spike Fearn og Aileen Wu, der falder fra en efter en, indtil hun stort set er alene tilbage.

Desværre forekommer manuskriptet også mere teenage-orienteret, så voksne mennesker vil nok have svært ved at engagere sig i historien og karaktererne på samme vis som tidligere.

Men da det er de unge, som har råd til at gå i biffen p.t., så kan den nye Alien-film også godt få sig en fanskare. Som voksen skammer man sig derimod over, at man allerede i 1979 lod sig lokke i biografen til originalen, for dybest set virker hele Alien-universet ret åndsvagt – dengang og i dag.