CHEVALIER

★★★★☆☆

Athina Rachel Tsangari opnåede en del international opmærksomhed med den feministiske debutfilm "Attenberg", der noget overraskende vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller (Ariane Labed) på filmfestivalen i Venedig. Filmens mandlige hovedrolle blev spillet af Yorgos Lanthimos, der senere instruerede de mærkværdige men konstant fascinerende "Dogtooth" og "The Lobster", der begge opnåede Oscar-nomineringer.

Efthymis Filippou, hans ligeledes Oscar-nomierede medforfatter på de to film, har også bidraget til manuskriptet til CHEVALIER, og det mærker man heldigvis. Filmen gennemstrømmes af en bizar humor, der endevender vor tids manderoller, og den græske instruktrice har faktisk ikke en eneste kvinde med i filmen.

Handlingen udspiller sig hovedsagligt på en båd, hvor en gruppe mere eller mindre gråsprængte mænd dykker og dyster på livet løs. Den bedste mand – ikke bare i spillet men i livet – får retten til at bære den særlige Chevalier-ring. Men det kan være en udfordring af opføre sig ridderligt selv overfor sine venner, når man er en rigtig mand med skamløs konkurrencementalitet samt et stort og forkælet ego.

En række af græsk films bedste karakterskuespillere gør dette odiøse topmøde til en lun affære, og grand prix-stjernen Sakis Rouvas får i rollen som Christos lejlighed til at vise, at han bestemt kan andet end at ryste samtlige kropsdele til et stykke up-beat pop.

CHEVALIER er en film for et publikum, der forstår at favne en sand specialitet og en særegen mulighed for at stifte bekendtskab med moderne græsk filmkunst.