SPAMALOT

★★★★★☆

Det er Eric Idle, en af de originale Monty Python’er, der står bag SPAMALOT og det mærker man heldigvis i Tivolis koncertsal. Værket viser sig at være en både lystig og gakket musical baseret på "Monty Python og den hellige gral" blandt meget andet. Idle allierede sig med sin samarbejdspartner gennem 40 år, John Du Prez, og i Mike Nichols iscenesættelse vandt SPAMALOT bl.a en Tony som bedste musical på Broadway.

Henrik Lykkegaard har haft den umulige opgave at oversætte teksten og er alligevel sluppet imponerende godt fra det.

I hovedrollen som den selvfede Kong Arthur forekommer Stig Rossen særdeles velplaceret og hans fyldige røst gør storartet fyldest i de bevidst pompøse sange. Thomas Warberg er ganske kær som hans tro væbner, og Lise Baastrup leverer en storslået komisk-musikalsk indsats som Damen fra Søen.

Kenneth M. Christensen viser sin store alsidighed i forvandlingen fra den politisk bevidste Dennis til Sir Galahad, og hans varme stemme forbliver en gave til dansk musicalteater. Desværre svigtes han en smule i anden akt, ligesom Pelle Emil Hebsgaard, der især tager stik hjem som ikke helt død i musicalens begyndelse.

Martin Brygmann og Linda P må denne gang nøjes med at more i glimt, og den tilsyneladende tonedøve Lars Hjortshøj synes helt på herrens mark i sit store musicalnummer, hvor end ikke hans berømmelse kan redde ham.

Instruktøren Anders Albien, der sidst hittede i Tivoli med "Hairspray", har ellers godt styr på tropperne og især de stort anlagte sang- og dansenumre fungerer upåklageligt.

Kapelmester Thomas Bay sørger sammen med sanginstruktøren Johnny Jørgensen for, at SPAMALOT også musikalsk bliver en fornøjelse, der i den grad får os til at synge med på "Always Look On The Bright Side of Life".

De opmærksomme bemærkede muligvis en lille ændring i teksten ved premieren, for "dumps" rimer jo som bekendt på "Trumps"…