★★★☆☆☆
Luc Jacquets dokumentarfilm PINGVINMARCHEN blev en overvældende verdenssucces i 2005 kulminerende i en Oscar det følgende år. Dens billedskønne episke skildring af livets gang for en lille pingvinfamilie virkede som et forfriskende pust i en stadig mere digitaliseret filmbranche. Den tekniske udvikling har da også muligt gjort nogle optagelser af hidtil uset kvalitet i den nye film, men nyhedsværdien har unægteligt fortaget sig.
Tempoet virker unødigt slæbende, klipningen tilmed uelegant flere steder, og faktisk er det de generelle naturoptagelser, der fanger os mere denne gang mere end pingvinernes liv. Den lettere svulstige rørstrømske tone, der ignorerer de store klimaforandringer, som har fundet sted siden den første film, og Vibeke Hastrups fortællerstemme forekommer samtidig lige lovlig pædagogisk for et voksent menneske.
Ungerne vil givet nå at kede sig, inden filmen er omme, for selvom der i den grad bygges op til, at nu skal pingvinfar på jagt, så ser vi ham faktisk hverken jage og fange sit bytte. Dermed berøves filmen elementært drama i et forsøg på at gøre filmen mere spiselig for de mindre børn.
PINGVINMARCHEN 2 ender som et sjældent eksempel på en film, der nydes mere, hvis man ikke har set etteren. Den henvender sig desuden især til folk, der elsker pingviner og ikke har fået behovet dækket af "Happy Feet" og "Ice Age". Vi andre som synes, de er nogle underlige kræ med en højest uappetitlig måde at fodre deres unger på, gør klogest ved at gå en bue udenom.
