★★★☆☆☆
Man må i det mindste håbe, at Folketeatrets seneste turnéudspil vil skabe en konstruktiv debat, for som uimodsagt samstilling af terrorhandlinger før og nu er Joanna Murray-Smiths VREDE mildest talt problematisk.
Men indtil pausen går det faktisk godt. Vi møder hjerneforskeren Alice og forfatteren Patrick, et par med holdninger, som for snart mange år siden blev betegnet som politiske korrekte. Men som i dag, hvor chikane af folk med rod i andre kulturer er blevet et politisk ideal såvel herhjemme som i USA, snarere bør kaldes humanistiske og i den grad politisk ukorrekte.
Parret får besøg af en ung veluddannet skribent, der vil tegne et portræt af Alices prisbelønnede arbejde, men historien kompliceres, da det kommer frem, at parrets tilsynelandende velfungerende søn Joe (talentfulde Elliot Crossett Hove) har malet racistiske slagord på en moske sammen med en kammerat.
Efter pausen mister VREDE desværre troværdighed. Det virker temmeligt postuleret, at Alice som ung ustraffet deltog i en terrorhandling, der kostede en mand livet, og konstruktionen bliver mere end tydeligt, da det viser sig, at journalisten ikke blot ved det – men også er datter af afdøde.
Man nægter samtidig at tro, at Sarah Bobergs skarpsindige og uhyre velformulerede forsker for een gang skyld bliver mundlam, da skyldspørgsmålet pludselig gøres til et spørgsmål om venstre- eller højrefløj? Også fordi Tanya Lund Andersens interviewer savner den fornødne mentale overbygning i sit spil til at overbevise os om, at hun kan sætte denne hjernekirug til vægs rent verbalt.
Sammenligningen mellem højre- og venstrefløjens ekstremister forekommer tilmed noget søgt og ret unfair. Den ene fløjs ekstremist har slået et menneske ihjel og den andens "højest" truet med at gøre det. Samtidig hører vi i detaljer om en terrorhandling, der ligger flere årtier bag os og møder tilmed datteren til ofret for venstrekstremistens terrorhandling. Højreekstremisternes ofre møder vi derimod aldrig, og vi hører end ikke hvilke konkrete krænkelser, som de rent faktisk har været udsat for.
Her ville det måske have været mere konstruktivt i forhold til stykkets balance, hvis man havde haft en scene, hvor de krænkede kom til udtryk fremfor en underligt folkekomedieagtig scene, hvor Alice og Patrick mødes med Joes kammerats forældre. Her kommer VREDE i betænkelig grad til at minde om Yasmina Rezas iøvrigt fortræffelige komedie "Blodbadets gud".
Balance er der derimod i Benjamin Boe Rasmussens velturnerede udgave af skolelæreren: Et arsenal af høflighedsattituder, men kombineret med pludselige glimt af farlighed. Aftenens bedste præstation.
VREDE fungerer i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse i bedste fald som et diskutabelt og noget reaktionært debatoplæg. Man undrer sig i særdeleshed over, at de brave folk på Folketeatret har valgt et stykke, der tilmed kan tolkes som et forsvar for højreekstremisters angreb på moskeerne. Er det virkelig blevet Folketeatrets vigtigste opgave i 2017?
